Er din grund forurenet?
Find din adresse på kortet og se om grunden er kortlagt som forurenet.
I de fleste byområder er jorden lettere forurenet. I Albertslund Kommune er hele byzonen klassificeret som lettere forurenet område.
Region Hovedstaden registrerer kraftigt forurenede grunde. Kortlægningen sker på to niveauer, alt efter hvor godt kendskabet til forurening er.
En ejendom kortlægges på vidensniveau 1 (V1), når man ved, at der har været aktiviteter på arealet som gør, at jorden kan være forurenet. Et eksempel er en fabrik, der har brugt kemikalier, som er skadelige for mennesker og grundvand.
En ejendom kortlægges på vidensniveau 2 (V2), når man på baggrund af en teknisk undersøgelse ved, at jorden er forurenet. Viser undersøgelsen, at kun en del af grunden er forurenet, er det kun den forurenede del der kortlægges.