Gå til hovedindhold

Udbud af Hyldagergrunden

Albertslund Kommune udbyder ved offentligt udbud Hyldagergrunden på ca. 80.000 m² til udvikling af en attraktiv bydel

Indhold

    Albertslund Kommune udbyder ved offentligt udbud ”Hyldagergrunden” til opførsel af et nyt attraktivt kvarter med primært boliger kombineret med mulighed for liberalt, service- samt publikumsorienteret erhverv med et samlet etageareal på op til ca. 32.000 m².    

    Vision

    Sælgers vision for Hyldagerkvarteret er at skabe rammerne for en moderne bæredygtig bydel med blandede boligtyper, elementer af liberalt og publikums-orienteret erhverv samt sport - med plads til naturen. Kvarteret skal bidrage til Sælgers vision om at udvikle ”den bæredygtige by for børnene, det grønne og fællesskaber”. Bebyggelsen skal afspejle landsbyens kvaliteter og naturens nærhed – med varieret arkitektur, grønne forbindelser og fællesskabsorienterede opholdsarealer.

    Højde, anvendelse og bebyggelsesprocent

    Den maksimale bebyggelsesprocent som defineret jf. BR18, § 453 for Grunden (efter udstykning af Hyldagerhallen og offentlige parkeringspladser) vil være 40. Kommuneplanrammen BE16 for Hyldagerkvarteret angiver en højde på maksimalt 3 etager.  Der fastsættes i dette udbud ikke en maksimal højde for etagebebyggelsen, da højden på en evt. kommende rand-etagebebyggelse umiddelbart vanskeligt kan fastsættes uden der parallelt skeles til støjberegninger for at sikre overholdelse af støjkrav for opholdsarealerne m.v. Plangrundlaget (herunder evt. kommuneplanramme) tilpasses det vindende projekt.

    Hyldagerhallen

    Den eksisterende kommunale bygning, Hyl­dagerhallen, bevares og skal fortsat være i drift. Hallen anvendes af idrætsforeninger og aftenskoler, og har med sin placering potentialet til at blive et naturligt samlingssted for bydelen.

    Evaluering

    Ved evalueringen af købstilbud vil der både blive lagt vægt på den tilbudte pris og projektets kvalitet. Vindende projekt skal realiseres i overensstemmelse med lokalplan og skitseprojekt.

    Udbudsmateriale og afgivelse af købstilbud

    Læs udbudsmaterialet

    Frist for aflevering af købstilbud med tilhørende digitalt skitseprojekt er senest fredag den 19. december 2025 kl. 12:00.

    Kontaktperson er: Allan Kehlet Rieck på Allan@truemarketvalue.dk