Gå til hovedindhold

Grøn Trepart Køge Bugt er nået frem til vigtig milepæl

Parterne i Grøn Trepart Køge Bugt, hvor Albertslund Kommune er en af de 16 medlemskommuner, er blevet enige om den første såkaldte omlægningsplan for udtagning af kulstofrige jorde og øvrige arealer til permanent græs, natur og skovrejsning

Indhold

    Inden årsskiftet skal skitseplanen vedtages i kommunernes respektive byråd, hvorefter drøftelserne med lodsejerne for alvor kan gå i gang.

    I løbet af de seneste seks måneder har fagfolk i de 16 medlemskommuner arbejdet med at besvare spørgsmålet om, hvor der realistisk kan hentes en stor natur-, miljø- og klimagevinst ved at omlægge kulstofrige jorde og andre arealer.

    På mødet den 18. september lykkedes det at nå til enighed om en omlægningsplan, der rummer 138 potentielle omlægningsprojekter, som kan realiseres, hvis lodsejerne ønsker at være med.

    Planen skal nu principvedtages i kommunalbestyrelserne inden årets udgang, hvorefter dialogen med lodsejerne fortsætter.

    Lodsejerne får besked først

    Inden planerne kan blive til virkelighed, skal Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø godkende skitseplanen. Lodsejerne, hvis jord indgår i omlægningsplanen, bliver de første til at få besked.

    Enhver reel omlægning vil bero på, at den pågældende lodsejer ønsker at være med, og der er allerede en forventning om, at mange vil være åbne for at se på mulighederne.

    Grundlag for næste fase

    Omlægningsplanen for Grøn Trepart Køge Bugt omfatter 2.673 hektar lavbundsjord og 673 hektar skov. Planen er dynamisk og kan justeres undervejs, når projekter ændrer sig og nye kommer til.

    Mens fokus i 2025 har været på indsatser, der kan reducere udledningen af CO₂ og kvælstof, vil arbejdet fra næste år fokusere på arealer til skovrejsning og mere sammenhængende natur – gerne med flere synergier, for eksempel i forhold til drikkevandsbeskyttelse.

    Arbejdet i Grøn Trepart Køge Bugt skal bidrage til at nå det nationale mål om, at 20 procent af Danmarks areal skal være beskyttet natur i 2030.

    Om Grøn Trepart Køge Bugt
    Grøn Trepart Køge Bugt er et samarbejde mellem 16 kommuner, Landbrug & Fødevarer og Danmarks Naturfredningsforening. Formålet er at reducere udledningen af kvælstof og CO₂ gennem frivillig omlægning af landbrugsjord til ekstensiv drift, natur og skov. Den nationale aftale bag Grøn Trepart fastlægger, at 20 procent af Danmarks areal skal være beskyttet natur i 2030. Skitseplanen skal godkendes af Styrelsen for Grøn Arealomlægning og derefter principvedtages i kommunalbestyrelserne. Lodsejerne, hvis jord indgår i skitseplanen, bliver informeret først, og herefter fortsætter dialogen om de konkrete projekter.

    Læs mere

    På Ministeriet for Grøn Treparts hjemmeside
    På Grøn Trepart Køge Bugts hjemmeside