Gå til hovedindhold

Bred budgetaftale for 2026

Seks partier er netop blevet enige om en budgetaftale for 2026 i Albertslund Kommune. Overskriften for budgetaftalen er ”Albertslund i balance”, og bag aftalen står ligesom sidste år Socialdemokratiet, Det Konservative Folkeparti, Det Radikale Venstre, Dansk Folkeparti, Venstre og Albertslund-Listen

Albertslund Rådhus med rådhussøen og træer i forgrunden.

Indhold

    Med budgetaftalen har parterne fokus på et Albertslund i balance – så udvikling, velfærd og hverdag går hånd i hånd. Det er således en aftale, hvor det rigtig meget handler om at bygge videre på det, der kendetegner Albertslund. Den handler i høj grad om velfærd – der er således fundet økonomi til de områder, der er under et særlig pres og derfor har haft et merforbrug. Det gælder det specialiserede socialområde, ældreområdet og specialundervisningsområdet. 

    Dagtilbud, foreninger og genoptræning
    Desuden er der fundet penge til at styrke dagtilbuddene med en times forberedelse til pædagogerne. Der er afsat flere penge til genoptræning, og så er der med aftalen fokus på foreningslivet; bl.a. med penge til at få flere 0-6-årige børn ind i foreningerne og en fordobling af puljen Albertslund Deltager, som handler om at alle under 18 år har mulighed for at deltage i kommunens idræts- og fritidsliv uanset social baggrund. De frivilliges indsats er vigtig, og derfor skal der desuden arbejdes på at gøre det nemmer at være frivillig i Albertslund.

    Øje for sundhed i børnehøjde
    Aftalen lægger også vægt på sundhed - både den fysiske og den mentale. Således skal flere børn op på cyklen og med Vores Parforhold ønsker parterne at styrke trivslen i de albertslundske børnefamilier. Der ønskes en idrætsprofil - både i dagtilbud og skole, som skal løfte institutionerne, men også børnenes lyst til at dyrke idræt i fritiden. 

    Mindre støj - mere cykel
    Muligheden for at etablere en støjvæg ved motorvejen over Roskildevej undersøges, så støjen kan mindskes for berørte boliger i Albertslund, så borgerne dermed får et sundere miljø at leve i. Aftalen indeholder også planer for bedre forhold for cyklister ved Albertslund Station, og så indeholder den en plan for, at cykelstierne vedligeholdes godt.

    Grønne fodspor
    Også det grønne prioriteres i aftalen. Således skal der arbejdes videre med de ti principper, som Tænketanken for biodiversitet er nået frem til, så de får betydning for by og natur. En ny pulje skal se dagens lys, hvor borgere kan søge støtte, hvis de vil plante et træ i egen have. Desuden er der afsat midler i 2026 til Biotopia, som har udviklet sig til byens naturskole og opsøges af mange klasser og institutioner. Albertslund Kommune har haft gode resultater med besparelser på forbrug pga. grøn omstilling, og det udvides med aftalen her; således investeres yderligere i LED-belysning og ventilation for at spare på forbruget. 

    Principaftale for kommunale bygninger ligger fast
    Set i lyset af de økonomiske muligheder, anlægsrammen og byudviklingen indgik alle partier i juni 2023 en principaftale om renovering og udviklingen af kommunens dagtilbud, skoler, botilbud, plejeboliger og kultur- og fritidsanlæg frem til 2032. Den aftale er fornyet i forbindelse med budgettet for 2026, da den sikrer, at de eksisterende kommunale bygninger bruges med omtanke og skaber rum til nybyg, hvor det er nødvendigt, i takt med, at befolkningstallet i Albertslund stiger.

    Det er i det lys, at budgetaftalen ifølge budgetparterne handler om at sikre et Albertslund i balance – til glæde for byens borgere.

    Læs budgetaftalen for 2026 inkl. bilag på albertslund.dk/budget2026

    ______

    Det siger budgetparterne om budgetaftalen
    De seks partier bag budgetaftalen for 2026 sætter her ord på, hvad de lægger særligt vægt på i aftalen.

    Borgmester Steen Christiansen siger på vegne af Socialdemokratiet:

    ”Jeg er glad for, at der igen er indgået en bred politisk budgetaftale. Det er en rigtig god budgetaftale. Det er vigtigt med bred politisk opbakning til de store renoveringer, som vi fortsætter af vores eksisterende skoler og dagtilbud. Vi sætter faktisk 69 mio. kr. mere af til skolerenovering. Det handler om det Albertslund, vi kender.

    Vi løfter velfærden på flere områder fx med 29 mio. kr. i 2026 til det specialiserede socialområde. Pædagogerne og børnene i institutionerne får bedre vilkår, når vi sikrer 1,7 mio. kr. til forberedelsestid til pædagogerne.

    I Socialdemokratiet glæder vi os også over, at øget tilskud til byens idrætsforeninger øger børn og unges muligheder for at deltage aktivt i foreningslivet.”
    _____

    Lars Gravgaard Hansen siger for Det Konservative Folkeparti:

    ”Det Konservative Folkeparti ser med tilfredshed på, at der igen i år er et solidt flertal i kommunalbestyrelsen bag årets budgetforlig. Et forlig som genbekræfter vigtigheden af at være ansvarlige og sikre investeringerne i Albertslund i takt med byudviklingen. Det har været vigtigt for os at sætte familien i fokus, og derfor er vi glade for, at der var enighed om, at der afsættes penge til at sætte fokus på parforholdet i projektet ”Vores parforhold”. Der afsættes penge til at gøre vejene i boligområderne sikre, ved at der oprettes en lokaltrafiksikkerhedspulje. Puljens formål er, at de lange og lige stamveje, som er flere steder i byen, ændres, så farten nedsættes. Puljen er indtil videre afsat i en 4. års periode.

    Budgetaftalen skal ses i lyset af de nationale reformer, der rulles ud, herunder beskæftigelsesreformen. Denne aftale sikrer, at jobcentret kan fortsætte sit gode arbejde ved at indeholde fire investeringsforslag, som skal hjælpe folk tilbage på arbejdsmarkedet. Alt i alt en god og ansvarlig aftale for 2026.”
    _____

    Hediye Temiz fra Det Radikale Venstre siger: 

    ”Vi i Radikale Venstre er stolte af igen i år at være med i budgetaftalen. Det handler om at tage ansvar for kommunens økonomi og om at investere i fremtiden. Vi prioriterer børn og unge højt – og derfor styrker vi både dagtilbud, skoler og fritidstilbud. Med aftalen sikrer vi fortsat midler til billedskolen, gode kulturtilbud, øget idrætsdeltagelse for de mindste, et tættere samarbejde mellem skoler og idrætsliv samt bedre vilkår for vores frivillige og foreninger.

    Vi er også glade for, at aftalen rummer flere grønne og bæredygtige initiativer. Vi sætter ind mod trafik og støj, forbedrer de grønne områder og styrker kommunens klima- og miljøindsats. Det handler om at skabe en by, hvor det er godt at vokse op – og godt at leve.

    Tak til forligspartierne for et godt og konstruktivt samarbejde. Det gavner hele Albertslund.”
    _____

    Tina B. Nielsen fra Dansk Folkeparti siger om aftalen:

    ”I Dansk Folkeparti er det vigtigt at fastholde kvaliteten på kernevelfærdsområdet. Vi vil ikke forringe de ældre og familiernes situation, og det specialiserede område skal have et løft.

    Samtidig er aftalen også ansvarlig og bidrager til en ansvarlig byudvikling. Vi fortsætter linjen om både at værne om vores nuværende og fremtidens velfærd.”

    _____

    Fra Venstre siger Claus Rasmussen:

    ”Venstre er tilfredse med budgetforliget, som sikrer økonomisk stabilitet og tryghed for Albertslunds borgere. Vi afviste lukning af Billedskolen og andre tidsler i budgetkataloget og har samtidig sat fokus på en bedre folkeskole og bedre tilgængelighed for vores ældre borgere. Det betyder, at vigtige tilbud bevares, f.eks. en god dagpleje, og at kvaliteten af kommunens service styrkes. Venstre tager ansvar – for dig og Albertslund.”
    _____

    Mikkel Skovby siger på vegne af Albertslund-Listen følgende om budgetaftalen:

    “Vi er stolte af at have indgået en budgetaftale, der giver tryghed og stabilitet i Albertslund. Aftalen handler ikke kun om tal og kroner, den handler om mennesker, fællesskab og vores bys fremtid. Vi har prioriteret velfærd og bæredygtighed, så Albertslund fortsat kan være et godt sted at leve, vokse op og blive gammel. Sammen har vi taget ansvar for både nutiden og de kommende generationer. Nu glæder vi os til at gøre aftalen til virkelighed i hverdagen, til gavn for alle borgere.”