Klima og miljø
Albertslund har i lang tid været frontrunner indenfor klima og miljø. Læs her hvilke strategier og politikker har
Kommunalbestyrelsen har vedtaget Klimaplan 2050 på KB-mødet den 24. Juni 2021. Den er godkendt af C40 og Concito.
Klimaplan 2050 indeholder mål og handlingsplaner der gør, at Albertslund Kommune kan leve op til Parisaftalen om at være CO2 neutral og klimatilpasset i 2050.
Planen beskriver, hvad der skal gøres indenfor klimatilpasning, natur, mobilitet, cirkulær økonomi, genanvendelse og ressourcer, energi samt hvilke tiltag der skal gøres for kommunens ejendomme, kommunens maskinpark og for kommunale indkøb for at nå i mål med den ambitiøse plan.
Kommunalbestyrelsen vedtog den 24. Juni 2021 skybrudsplan for Albertslund Kommune.
Planen udstikker rammerne for klimatilpasning af det eksisterende regnvandssystem og skybrudssikring af kommunen, så vi kan modstå fremtidens klimaudfordringer.
Albertslund Kommunes Klimastrategi for 2017-2025 sætter ambitiøse mål for nedbringelse af CO2.
Klimastrategi 2017-2025 samler tråden op efter Klimaplan 2009-2015, der var Albertslund Kommunes første klimaplan. Ambitionen med Klimastrategi 2017-2025 er at fastsætte kommunens mål for reduktion af drivhusgasser frem til 2025 med en helhedsorienteret plan, der bidrager til at løse klimaproblemet og samtidig udvikler Albertslund til en bæredygtig by med fingeren på fremtidens puls.
Affaldsplanen 2021-2026 er vores vision for bedre udnyttelse af ressourcer i affald.
Forbruget i samfundet stiger, og en af konsekvenserne er større affaldsmængder. Vi ser gerne denne udvikling vendt til gavn for mennesker, natur og miljø. Derfor har vi udarbejdet Affaldsplanen 2021-2026.
Affaldsplanen er opdelt i en hoveddel, som omfatter mål og fokusområder for planperioden, samt en bilagsdel der indeholder kortlægning og prognoser.
Overskriften "Tænk globalt og handl lokalt" har siden midten af 90'erne dannet grundlag for et mangfoldigt lokalt miljøarbejde i Albertslund, hvor både borgerne, kommunens medarbejdere og erhvervslivet bidrager til en bæredygtig udvikling.
Albertslund Verdensmål Center
Agenda Center Albertslund åbnede i 1996 og skiftede i 2021 navn til Albertslund Verdensmål Center, og har igennem alle årene arbejdet for lokal bæredygtighed i Albertslund. Centret er drivkraft for de mange lokale miljøindsatser, og kan kontaktes af borgere, mindre virksomheder, foreninger og organisationer som ønsker at indgå i dialog om hvordan miljø, natur og klima kan tænkes ind i hverdagen.
Læs mere om Albertslund Verdensmål Center
Gratis vand- og energitjek til borgere i Albertslund
Verdensmåls Centeret tilbyder gratis vand- og energitjek til borgere i Albertslund.
Få et besøg af Signe Landon fra Verdensmål Centeret, der sammen med dig gennemgår dit hjem og tager en snak med dig om dit og din families vand-, el- og varmevaner og om, hvordan det vil være muligt at spare på disse områder.
For bestilling af vand- og energitjek kontakt Verdensmål Centeret på telefon 43 62 20 15, eller skriv en mail til signe@verdensmålcenter.dk
Vi har ingen investeringer i fossile selskaber
Albertslund Kommune er med i Ansvarlig Kommune og har dermed forpligtet sig på at udelukke investeringer i olie-, gas- og kulselskaber.
Landets første strategi for Urban Farming blev vedtaget af kommunalbestyrelsen i Albertslund Kommune den 12. september 2016. Den hedder "La' os gro - strategi for urban farming i Albertslund 2016-2025".
Læs "La' os gro - strategi for urban farming i Albertslund 2016-2025"
Albertslund Kommunes Miljøpolitik beskriver, hvordan kommunen vil arbejde for en bæredygtig udvikling af byen.
Som foregangskommune på området vil vi til stadighed arbejde for at udvikle miljøarbejdet og bringe nye områder i spil, ligesom vi vil arbejde for, at hensynet til miljø og natur forbliver en naturlig del af det daglige liv.
Vi vil være ambassadører for en bæredygtig udvikling
FN’s verdensmål sætter kursen for en bæredygtig udvikling af hele verden - også i Albertslund kommune. Vi arbejder for social, økonomisk og miljømæssig bæredygtighed, hvor hensynet til miljø forbliver en naturlig del af det daglige liv hos kommunen, borgerne og virksomhederne.
I takt med at vi udvikler byen, udvikler vi miljøarbejdet og bringer nye områder i spil. Vi vender klimaudfordringerne til byens fordel ved at tage del i udviklingen af fremtidens bæredygtige løsninger.
Social velfærd og økonomisk velstand går hånd i hånd med miljøindsatsen. Byggeri, renovering, naturpleje, energiforsyning, klimatilpasning, produktion og forbrug har indflydelse på miljøet – og på byens sociale og økonomiske forhold.
Vi vil fastholde og udbygge samarbejdet om en bæredygtig udvikling gennem deltagelse i tværkommunale, regionale, nationale og internationale projekter.
Vi vil løfte klimadagsordenen til byens fordel
På vejen mod et fossilfrit energisystem er vores rolle som kommune stadig væsentlig. Det kræver et konstant fokus at løfte vores del af klimaudfordringerne, men det er også et givende ansvar. For svarene på klimaudfordringerne spiller rigtig godt sammen med fremtidens by, som vi ønsker den.
Vi vil gennemføre CO2 reduktionsmål og handleplaner for alle sektorer. Vi vil gennemføre klimatilpasning, der understøtter en robust by forberedt på klimaforandringerne.
Vi vil indtænke bæredygtighed på alle niveauer af byplanlægning, så boligsammensætning, udeområder og infrastruktur understøtter både mennesker, miljø og klima. Vi vil tage hensyn til og styrke biodiversiteten i byen. Vi vil indarbejde bæredygtige principper i fremtidige byggeprojekter; nye såvel som renoveringer og ombygninger.
Ved at udnytte de teknologiske muligheder kan vi kombinere by- og erhvervsudvikling med ambitiøse miljøkrav til gavn for alle.
Vi vil styrke velfærden gennem miljøindsatsen
En væsentlig del af et sundt og meningsfuldt liv er et bæredygtigt samfund med trivsel, rummelighed, medinddragelse og adgang til rent vand og ren luft - også for vores efterkommere.
Hver familie, hver virksomhed, hver medarbejder har et medansvar for miljøindsatsen. Som kommune sætter vi rammerne for at borgerne inddrages i miljøarbejdet og lever i overensstemmelse med miljøet.
Vi ønsker at Albertslunds miljøprofil tiltrækker nye borgere, der bidrager til byens fremtidige velfærd.
Vi vil sikre, at alle har adgang til ren og biodivers natur, og skabe nye muligheder for fysisk leg og læring i byens grønne rum. Vores institutioner skal følge de nyeste standarder for bæredygtigt og attraktivt byggeri.
Vi vil give børn og unge konkrete erfaringer med miljø, energi og natur gennem pædagogiske aktiviteter i skoler, institutioner og fritidstilbud. Børn og unge skal udvikle en forståelse for naturens kredsløb og kunne koble den til deres daglige liv. Og de skal rustes til at manøvrere i en hverdag, der fortsat vil stille øgede krav til dem om at forholde sig til bæredygtighed, miljø og klima, både i den private sfære og som borgere i samfundet.
Vi vil integrere miljøhensyn i løsningen af alle vores opgaver
I Albertslund er samtlige forvaltninger og enheder miljøcertificerede. Det betyder, at vi har en systematisk tilgang til miljøledelse, hvor miljøhensyn integreres i hverdagen, uden at vi går på kompromis med kerneydelserne.
Vi vil sikre lokal forankring og engagement ved, at alle enheder forpligter sig på egne miljømål og har egen miljørepræsentant, der modtager fælles inspiration og opfølgning. En systematisk tilgang til miljøledelse betyder også, at vi når hele vejen rundt om miljøindsatsen - fra indkøb til energiforbrug og affaldssortering.
Vi vil følge udviklingen med miljøsamtaler og ekstern revision, og løbende dokumentere den i kommunens grønne regnskab.
Vi vil begrænse vores påvirkning af miljøet
Vi forpligter os på at overholde gældende lovgivning og andre gældende aftaler, der er indgået med henblik på at beskytte miljø og klima.
Vi har som kommune ansvar for at tage hånd om miljøet og inspirere borgere og virksomheder til at gøre det samme.
Vandforsyningen skal være bæredygtig, og borgerne skal fortsat have rent drikkevand. Vi vil arbejde for at bringe affaldsmængderne ned og genanvendelsen op. Vi vil fremme brugen af mere miljøvenlige produkter gennem vores offentlige indkøb. Og vi vil sikre en høj økologiprocent i vores køkkener til glæde for både mennesker og natur.
Naturplan 2020 vil frem til 2024 fungere som rettesnor for kommunens naturtiltag.
Naturplanen er ikke den samlede sum af alt det arbejde med naturen, der vil foregå i årrækken til og med 2024. Den er blevet til i samarbejde med Naturgruppen og er bygget op om 20 konkrete projekter, der alle har stærk fokus på, hvordan biodiversiteten bedst hjælpes på vej. Den er holdt i et sprog, så også skoleklasser kan læse med, og skolelærere kan med fordel bruge planen i undervisningen. Næsten alle billederne er taget lige her i vores allesammens Albertslund.
Kommunalbestyrelsen har vedtaget Varmeplan 2022 på Kommunalbestyrelsesmødet d. 14. februar 2023.
Varmeplanen beskriver den eksisterende og den fremtidige kollektive varmeforsyning i kommunen, hvor 99 % af Albertslund vil være fjernvarmeforsynede i fremtiden. For områder hvor det på nuværende tidspunkt ikke er muligt at etablere fjernvarme, såsom Risby og de få ejendomme beliggende i landzone, beskriver varmeplanen andre grønne løsninger for opvarmning af bygningerne.
Varmeplanen har til formål at give borgerne et klart indblik i deres muligheder for varmeforsyning, og skal danne grundlag for Albertslund Kommunes dialog med borgere, boligforeninger og virksomheder, om den fremtidige kollektive varmeforsyning.
Albertslund - den bæredygtige by for børnene, det grønne og fællesskaber
Læs Albertslund Kommunes vision "Den bæredygtige by for børnene, det grønne og fællesskaber". Med tre verdensmål i centrum sætter den retning for Albertslund