Gå til hovedindhold

Testambassadører på gaden

Smittetallet i Albertslund har været stigende. På trods af at smittetallene bevæger sig den rigtige vej, gælder det stadig om at lade sig teste, så vi kan blive ved med at have smitten inddæmmet. Derfor vil testambassadørerne også i denne uge og dagene op til påske gå rundt i forskellige områder i byen og opfordre til at blive testet.

Indhold

    Smitten har været stigende i Albertslund i midten af marts, særligt i Albertslund Syd. Det skal vi have ændret. Det er derfor vigtigt, at så mange som muligt bliver testet så hurtigt som muligt.

    Derfor har Albertslund Kommune indledt et tættere samarbejde med Styrelsen for Patientsikkerhed. Det samarbejde fortsætter i ugerne op til påske, hvor testambassadører vil gå rundt i froskellige områder i Albertslund og opfordre til at blive testet og dele informationsark ud på forskellige sprog. De vil ringe på dørene og banke på hos beboerne, så budskabet om at blive testet når ud til så mange som muligt.

    Borgmester Steen Christiansen siger:

    ”Smittetrykket stiger stadig i Albertslund. Det skal vi have gjort noget ved. Jeg vil igen gerne opfordre alle til at lade sig teste, så vi kan få inddæmmet smitten, og de der testes positive kan komme i selvisolation eller få hjælp fra kommunen til isolationsmuligheder udenfor eget hjem. Det er vigtigt. Vi samarbejder nu tættere med Styrelsen for Patientsikkerhed. I de her uger vil nogle af deres medarbejdere iført veste gå rundt i byen og ringe og banke på borgernes døre med opfordringen om at lade sig teste. På den måde kommer vi sikrest ud til flest muligt. Det har de haft held med i andre byer, så det håber vi også kan være med til at gøre en positiv forskel her. Tag godt i mod dem. Test, test, test er budskabet.”

    Der er testmuligheder to steder i Albertslund. Kviktest i næsen uden tidsbestilling i Musikteatret for alle over 12 år, hver dag fra kl. 8-20. PCR-test i halsen i Hedemarken mandag til torsdag fra kl. 8-14, og fredag til søndag fra kl. 15-21. PCR-test er med tidsbestilling via www.coronaprover.dk for alle over 2 år.

    Du kan læse mere om testmulighederne på kommunens hjemmeside, www.albertslund.dk/testmuligheder - også om testmuligheder i nabokommunerne.

    ___________

    Tidligere information

    Genåbningen er så småt i gang, men situationen med COVID-19 er stadig alvorlig. På det seneste er smittetallet flere steder på Vestegnen stigende, også i Albertslund. ifølge Styrelsen for Patientsikkerhed er smittetallet særligt stigende i Albertslund Syd. Det skal vi have ændret. Derfor opfordres borgere i Albertslund Syd til at blive testet, så smitten kan inddæmmes og vi kan få smittetallet til at falde igen. Hver dag mellem kl. 8 og 20 er det muligt at få en kviktest uden tidsbestilling i Musikteatret, Bibliotekstorvet 1-3, 2620 Albertslund. Og i Hedemarken, Hedemarksvej 14, 2620 Albertslund, er det muligt at bestille tid til en PCR-test. Se mere om testmuligheder på www.albertslund.dk/test. Det er også muligt at blive testet i vores nabokommuner – se f.eks. testmuligheder i Glostrup på  http://www.glostrup.dk/borger/sundhed-og-omsorg/Coronakrisen og i Høje-Taastrup på https://www.htk.dk/Om-kommunen/Corona/Test-og-forebyggelse-af-smitte

    Vi er alle interesseret i at få smittetallet til at falde igen, så endnu mere kan åbne, og vi kan få en mere normal hverdag - med børn i skole, åbne butikker, restauranter, caféer, mulighed for både indendørs og udendørs idræts- og kulturliv og at vi må samles dem, vi har lyst til.

    Stadig vigtigt at følge retningslinjerne

    Det er stadig vigtigt, at vi følger retningslinjerne om afstand, høj håndhygiejne, brug af mundbind, test når man går i skole og på arbejde eller har symptomer, været i kontakt med en smittet osv. Og er man smittet, er det vigtigt at gå i selvisolation - har man ikke mulighed for det i eget hjem, kan man få hjælp af kommunen, læs mere herom og andet i relation til COVID-19 på www.albertslund.dk/covid-19

    Det er vigtigt, at vi undgår yderligere smittespredning - vær også særligt forsigtig i forhold til besøg på vores plejehjem med ældre og sårbare borgere.  

    Vi skal alle tage ansvar, så vi som by kan komme ordentligt igennem den her fase i krisen med COVID-19.