Gå til hovedindhold

Påbud fra Styrelsen for Patientsikkerhed: Indskoling og mellemtrin på Herstedøster Skole lukkes for fysisk fremmøde

På grund af situationen med høje smittetal og koncentration på Herstedøster Skole har Styrelsen For Patientsikkerhed sendt et påbud til Albertslund Kommune om at lukke indskoling og mellemtrin på Herstedøster Skole for fysisk undervisning. Det er nødvendigt for at stoppe smittekæderne

Indhold

    Læs påbuddet fra Styrelsen for Patientsikkerhed

    Som alle ved er situationen med COVID-19 stadigvæk alvorlig. Smittetallet er stigende rundt omkring i landet, særligt i Albertslund hvor vi har incidens på over 700.

    På Herstedøster Skole har der været meget smitte de seneste uger. Skolen har fulgt alle anbefalinger fra sundhedsmyndighederne, og der er testet massivt for COVID-19 på skolen. Trods dette er der nu mere smitte i mange klasser.  

    Sammenholdt med den generelle høje incidens i Albertslund, og særligt i området ved Herstedøster Skole, har Styrelsen for Patientsikkerhed givet et påbud om at hjemsende børn i indskolingen og mellemtrinnet på skolen for at få styr på smitten igen. Det betyder, at alle børn i 0.-6. klasse er hjemsendt fra på mandag den 8. november 2021.

    Påbuddet om nedlukningen gælder udelukkende 0.-6. klasserne. Udskolingen og er ikke berørt af nedlukningen. Forældre modtager informationer om de konkrete forhold fra skolen, hvor personalet arbejder på højtryk. 

    Påbuddet indeholder udover nedlukningen en række anbefalinger, som naturligvis også efterleves.  

    Mulighed for nødpasning
    Der tilbydes nødpasning for børn til og med 4. klasse. Det er skolen i dialog med forældrene om.

    Vi er klar over, at situationen kan skabe vanskelige forhold for forældre. Men det er desværre nødvendigt for ikke at risikere, at endnu flere bliver smittet – og så vi igen kan få kontrol over situationen med COVID-19.

    Vi håber, at situationen kan komme under kontrol hurtigt, og vi forventer derfor, at eleverne kan komme fysisk tilbage igen mandag den 15. november 2021.

    Vi må alle gøre en indsats for at vi får smitten til at falde. Derfor er det vigtigt at holde fast i de gode vaner om at holde afstand, have god håndhygiejne, hoste i ærmet, blive testet og vaccineret, hvis man ikke er det.

    Husk det er muligt at blive vaccineret og testet – både PCR- og kviktest – i Albertslund Centrum.

    Læs hvor og hvornår du kan blive vaccineret i Albertslund

    Læs åbningstiderne for PCR- og kviktest i Albertslund Centrum

    Lad os ved fælles hjælp også komme godt igennem denne fase med COVID-19 i vores samfund.