Grundlovsceremoni

For at opnå dansk statsborgerskab skal du deltage i en grundlovsceremoni. Næste grundlovsceremoni forventes afholdt den 28. januar 2021, men som situationen er nu er det usikkert om den afholdes


Albertslund Rådhus med rådhussøen og træer i forgrunden. - Albertslund Kommune

MULIGHED FOR ÆNDRINGER
ALLE ændringer bliver løbende opdateret på denne side. Hold derfor øje. SÆRLIGT først i januar, da det på grund af de nuværende restriktioner IKKE vil være muligt at holde ceremonien. Hvis de ændres, vil det blive meddelt på hjemmesiden her.

Det er KUN borgere, som er bosat i Albertslund Kommune, som i denne omgang kan tilmelde sig grundlovsceremonien. Det gør vi bl.a. for at have en mulighed for at afvikle ceremonien.

To gange om året vedtager Folketinget en ny ”lov om indfødsrets meddelelse”, som tildeler statsborgerskab til nye statsborgere. Hvis du har ansøgt om dansk statsborgerskab i 2019 eller derefter, skal du deltage i en grundlovsceremoni i den kommune, du er bosiddende i. 

Ved grundlovsceremonien skal du skrive under på, at du vil overholde dansk lovgivning, herunder Danmarks Riges Grundlov, og respektere grundlæggende danske værdier og retsprincipper, herunder det danske demokrati.

Tidligere har det været et krav, at ansøgere som led i ceremonien skulle udveksle håndtryk med én eller flere repræsentanter fra byrådet. På grund af situationen med COVID-19, og myndighedernes retningslinjer for at mindske risikoen for spredning af COVID-19, indeholder lovforslaget til den kommende lov om indfødsrets meddelelse dispensation for kravet om håndtryk.

Deltagelse
På grund af COVID-19 har der den seneste tid været oplyst en del omkring, hvor mange som kan deltage i arrangementer, og tallene ændrer sig løbende. Vi har tidligere meldt ud, at der ikke var mulighed for at have ledsagere med til ceremonien på baggrund af forsamlingsforbuddet på max 10 personer. Det er for, at vi kan overholde anbefalingerne og dermed undgå at risikere smittespredning.

Grundlovsceremonier finder sted
Vi forventer, at næste grundlovsceremoni foregår:

Torsdag den 28. januar 2021 kl. 9-12 afholdes grundlovsceremoni for ansøgere omfattet af lov nr. lov nr. 73. 

Grundlovsceremonien vil finde sted i Kommunalbestyrelsesalen på Albertslund Rådhus, Nordmarks Allé 2, 2620 Albertslund. 

Tilmelding
Du tilmelder dig ved at sende en mail til GC@albertslund.dk med dit navn, adresse, fødselsdato og telefonnummer (hvis vi får brug for at kontakte dig). Vi skal have din tilmelding senest søndag den 10. januar 2021.

Medbring blanket og gyldig legitimation
Til grundlovsceremonien skal du medbringe: 

  • Blanket, som Udlændinge- og Integrationsministeriet har fremsendt til dig i forbindelse med vedtagelsen af lovforslaget om indfødsret. Blanketten hedder 'Blanket til afgivelse af erklæring'. Blanketten må ikke være underskrevet på forhånd.
  • Gyldig legitimation med foto. Vælg mellem en af nedenstående:
    • Opholdskort, fremmedpas, konventionspas eller kørekort udstedt af en offentlig myndighed i Danmark.
    • Pas, identitetskort eller kørekort udstedt af en offentlig myndighed i et andet EU-/EØS-medlemsland eller i Schweiz.
    • Pas, som er udstedt af en offentlig myndighed i et andet land end et EU-/EØS-medlemsland eller Schweiz, og hvori der er isat en opholdssticker.

Efter grundlovsceremonien
Efter grundlovsceremonien sender Albertslund Kommune den underskrevne blanket til Udlændinge- og Integrationsministeriet.  Udlændinge- og Integrationsministeriet registrerer herefter, at du er blevet dansk statsborger og sender et statsborgerretsbevis til dig. Når du har modtaget statsborgerretsbeviset, kan du få udstedt et dansk pas ved hjælp fra borgerservice. 

Mulighed for ændringer
Vi anbefaler, at du holder dig opdateret her på hjemmesiden, hvis der sker ændringer og/eller kommer nye COVID-19-retningslinjer.

Også grundlovsceremoni til august
Efter den 28. januar 2021 forventer vi, at den næstkommende grundlovsceremoni i Albertslund Kommune bliver afholdt til august 2021. 

________ 

Yderligere information

Læs om lovforslaget om indfødsrets meddelelse (link).

Læs mere om deltagelse i grundlovsceremonien på Udlændinge- og Integrationsministeriets hjemmeside (link).