Nu skal der gang i Hyldagergrunden

Kommunalbestyrelsens beslutning om et nyt natur- og landsskabsprojekt vil få positiv støjeffekt for mange af byens borgere. Og den vil gøre det muligt at bygge nye boliger på Hyldagergrunden i fremtiden. Men samtidig har det været en svær beslutning, fordi den betyder, at Albertslund Motorsportscenter skal flyttes.


Hyldagerbakker besluttet - Albertslund Kommune

Kommunalbestyrelsen besluttede tirsdag den 10. april at sætte gang i et natur- og landskabsprojekt i Hyldagerparken, der skal begrænse støj og skabe rekreativ værdi for byens borgere. Det skal samtidig gøre det muligt at kunne bygge de over 200 nye boliger, som kommunalbestyrelsen besluttede tilbage i 2016. Konsekvensen bliver, at der skal findes en ny placering af og model for Albertslund Motorsportscenter (AMC).

”En svær sag”
Som flere medlemmer af kommunalbestyrelsen på mødet den 10. april gav udtryk for, er det en svær sag. Ikke mindst fordi området, der skal udvikles, ligger i de grønne kiler. Derfor er det pga. Fingerplanen og ifølge staten (Erhvervsstyrelsen) usandsynligt, at der kan fastholdes en støjende fritidsaktivitet i et projekt, der har til formål at støjdæmpe.

På den baggrund besluttede kommunalbestyrelsen at sætte gang i det støjdæmpende landskabsprojekt, der samtidig vil give borgerne et nyt og attraktivt område med rekreativ værdi. Beslutningen betyder også, at arbejdet med at udvikle boligområderne kan sættes i gang, når Erhvervsstyrelsen eventuelt har givet tilladelse til projektet. Samtidig betyder det, at der skal arbejdes med en ny model for AMC med samme pædagogiske værdi som den nuværende institution. Om det siger formand for Børn- & skoleudvalget, Marianne Burchall:

”Vi vil gerne udvikle vores by med nye boliger. Skal det ske, er det helt nødvendigt, at vi bekæmper støj. Og det betyder desværre, at AMC må flyttes. Derfor er det her en rigtig svær sag. Vi har nemlig en unik klub, som vi gerne vil bevare i byen. På den baggrund er det vigtigt, at vi nu går i dialog med klubben om hvilken ny model, som kan være mest bæredygtig, så den pædagogiske værdi, som AMC bidrager med for en masse unge, kan bevares i vores by.”

Hvor og hvordan AMC skal være i fremtiden vil altså komme til at ske i en proces, hvor medarbejdere og borgere omkring klubben inddrages. Op til beslutningen i Kommunalbestyrelsen var en kort høringsperiode, som mundede ud i en række høringssvar, der indgik i beslutningsgrundlaget.

Venter på Erhvervsstyrelsen
I starten af 2016 besluttede kommunalbestyrelsen, at Hyldagergrunden skal udbydes til salg til boligudvikling. Før der kan bygges boliger på Hyldagergrunden er det nødvendigt at dæmpe støjen fra de tre kilder: AMC, motorvejen og jernbanen. Det skal det nye natur- og landsskabsprojekt, som politikerne tirsdag vedtog, sikre.

Udover at sikre, at der kan bygges boliger på Hyldagerrunden i fremtiden vil natur- og landskabsprojektet i kilen langs med motorvejen have positiv effekt på mange borgeres liv; det vil nemlig reducere støjen for en lang række eksisterende boliger i byen. Desuden vil støjreduktionen i høj grad øge den rekreative værdi i de grønne kiler.

Før natur- og landskabsprojektet kan begynde, og dermed flytningen af klubben AMC, skal kommunen have en godkendelse af Erhvervsstyrelsen. Den lader vente på sig, fordi det enten kræver en ændring af Fingerplanen eller at styrelsen ser det som et nyttiggørelsesprojekt, og ikke som nu et teknisk anlæg.

Men nu har kommunalbestyrelsen altså i første omgang besluttet, at projektet kan komme i gang, hvis det endeligt godkendes af Erhvervsstyrelsen. I beslutningen indgår også, at det fremtidige scenarie for AMC findes i samråd med brugerne af klubben.


Læs sagen, som kommunalbestyrelsen tog sin beslutning på baggrund af
Se eller gense debatten op til beslutningen i kommunalbestyrelsen