Albogrunden sælges – nye boliger skal se dagens lys

Pædagogernes Pensionsselskab er valgt som køber af Albogrunden i et team med Kuben Management, hvor de vil opføre over 90 nye boliger i hjertet af Albertslund. Det glæder borgmester Steen Christiansen, at der nu kommer gang i byudviklingen.


ZESO ARCHITECTS - Albertslund Kommune

Illustration - ZESO ARCHITECTS

Tirsdag aften den 11. september godkendte kommunalbestyrelsen salget af Albogrunden til PBU, der er Pædagogernes Pensionsselskab i et team med Kuben Management. Det betyder, at byen nu kan se frem til over 90 nye boliger på den grund, som i mange år dannede rammer for ældre mennesker på plejehjemmet Albo:

”Jeg ser frem til, at der kommer nyt liv på Albogrunden i et nyt boligområde med både lejligheder og rækkehuse. Det er første led i den ambitiøse byudvikling af midtbyen, som vil ske de kommende år. Og salget vidner om, at det er blevet attraktivt at investere i Albertslund. Det glæder jeg mig selvfølgelig over,” siger borgmester Steen Christiansen. 

Albertslund Kommune havde sendt Albogrunden i udbud med frist i juni 2018. På den baggrund modtog kommunen fire tilbud af høj kvalitet med gode ideer til etablering af nye boliger. Af de fire bud valgte kommunalbestyrelsen i Albertslund Kommune altså tirsdag aften at sælge til PBU i et team med Kuben Management.

”Det er et rigtig spændende og lovende projekt for nye boliger, som PBU og Kuben Management vil realisere i hjertet af vores by. Det er begyndelsen på et nyt kapitel i udviklingen af vores by, som vi godt kan glæde os til,” siger Steen Christiansen.   

Kapitlet, hvor grunden blev brugt som ældrecenter, sluttede, da Albo rykkede til de nye rammer i Albertshøj i 2016. Og nu starter altså et nyt kapitel…

Se mere om projektet Rådhus-Have, der er tegnet af Zeso Architects (link)