Letbanen vil udvikle Hersted Industripark

Erhvervsmøde om erhvervsområdets udvikling og Letbanen rejser spændende spørgsmål til de kommende års by- og erhvervsudvikling


Letbanen vil udvikle Hersted Industripark - Albertslund Kommune

Virksomheder og kommune drøfter udviklingen af Hersted Industripark set fra
forskellige vinkler. Letbanen og de muligheder som DOLL bringer med sig, blev hilst velkommen, og de mange input vil indgå i det kommende arbejde. Svarede på en række af spørgsmålene giver Albertslund Kommune et bud på herunder.

I 2023/24 kan du køre med letbanen fra Lyngby til Ishøj. Strækningen bliver på 27 kilometer og får 28 stationer undervejs. I Albertslund får letbanen stop ved Hersted Industripark. Letbanen er en moderne sporvogn af den type du måske har mødt i Amsterdam, Paris eller Barcelona.

Arbejdet med at etablere letbanen begynder primo 2018. Det drejer sig bl.a. om forudgående ledningsomlægninger, arkæologiske udgravninger, geotekniske undersøgelser m.m. Ca. et år senere begynder vejomlægningerne, som går forud for anlæg af skinner, stationer m.m., der begynder i 2019.

VVM-redegørelse

Inden letbanen etableres, skal der udarbejdes en VVM-redegørelse der kortlægger hvilke miljøforhold der bliver påvirket i både anlæggelses- og driftsfasen.

Se resultatet af VVM-redegørelsen her.

Se mere om letbanen her.

Albertslunds nye letbanestation kommer til at ligge i Hersted Industripark. Navnet på stationen er endnu ikke fastlagt.Der skal anlægges en stationsforplads ved letbanestationen i Hersted Industripark.

Kommuner samarbejder om stationsforplads

Stationsforpladsen ligger i Glostrup Kommune, derfor samarbejder Glostrup og Albertslund kommuner om finansieringen, udformningen og den senere drift af stationsforpladsen.

I øjeblikket indledes drøftelserne mellem de to kommuner, hvor ambitionsniveauet skal fastlægges, herunder behovet for parkering til cykler og biler, mulighed for café eller handel med dagligvarer, stationstorv, afsætningsområde, m.m.

I 2018 vedtager kommunalbestyrelsen i Albertslund en ny masterplan for Hersted Industripark. I forlængelse heraf fastlægges en ny planlægning for Hersted Industripark. Masterplanen vil blive udarbejdet i et samarbejde med virksomheder og udlejere i området.

Nye fysiske rammer

Den gældende byplanvedtægt (nr. 5 1963) for Hersted Industripark vil blive aflyst og erstattet af en rammelokalplan. Herefter vil detailplanlægningen for mindre dele af området blive sat i gang. I første omgang centerområdet ved den nye station og Højhuset på Naverland 2.

Dialog med berørte parter

Kommunen vil udvikle planerne i dialog med de lokale aktører, både på offentlige borgermøder og særskilte møder med f.eks. investorer, grundejere og lejere i berørte områder. Etablering af adgangsvejen til letbanestationen vil være et af de første elementer i planlægningen.

En række erhvervsområder præges af mange tomme lejemål, som ikke efterspørges til nye, erhvervsmæssige formål. Det er også tilfældet i Hersted Industripark.

Investering og tiltrækning af virksomheder

Albertslund Kommune arbejder aktivt med at skabe interesse for Hersted Industripark for at få virksomheder til at lokalisere sig i området. Det gør vi både regionalt, i LOOP City samarbejdet og aktivt i selve området. Vækst og udvikling for virksomhederne i Albertslund er således hovedmotivet for at Albertslund Kommune investerer i letbanen som et væsentligt element i god infrastruktur.

Friere anvendelse af ejendomme

Der er et udbredt ønske om en friere anvendelse af ejendommene, og vi ser positivt på en modernisering af plangrundlaget, ligesom vi løbende tager stilling til enkelte ejendomme. Et eksempel på en forbedring af vilkårene for virksomheder i området er, at det nu er tilladt at køre med modulvogntog.

Udvikling og dialog går hånd i hånd

Erhvervs- og byudviklingen i området hviler på en god dialog mellem ejerne af bygningerne og Albertslund Kommune, og vi drøfter både den strategiske udvikling og de konkrete formål, som bygninger og grunde kan anvendes til, med bl.a. investorer, ejere og udlejere.

Albertslund Kommune ser de trafikale udfordringer som en del af den overordnede planlægning af området for at sikre et fortsat trafikalt velfungerende erhvervsområde. Herved kan vi tiltrække den nødvendige arbejdskraft, understøtte letbanens passagergrundlag og udvikle transporttilbuddene i området.

Planlægning

Mulighederne for at imødekomme de trafikale udfordringer indarbejdes i et nyt plangrundlag for Hersted Industripark. Strategien er i første omgang at undgå trængsel ved at understøtte effektive og bæredygtige transportvalg.

Kommunen følger løbende trafikudviklingen i området gennem tællinger af biler og cykler og vil være opmærksom på muligheder for at forbedre transporttilbuddene i samarbejde og dialog med virksomhederne.

Mobilitetsnetværk

Kommunen vil fortsat mødes med virksomhederne i Mobilitetsnetværket for at understøtte virksomhedernes bestræbelser på at skabe attraktive og bæredygtige transportmuligheder for medarbejderne.

Virksomhederne har i øjeblikket 3 elcykler til udlån til medarbejderne og har prioriteret en række indsatser, som det kan overvejes at igangsætte. Netværket er åbent overfor andre interesserede. Motivationen for at deltage er typisk et fokus på medarbejderpleje, CSR, klima eller sundhed.

Effektiv godstransport

Hersted Industripark er indrettet til godstransport, men kravene og de teknologiske muligheder udvikler sig. Derfor har kommunen udpeget en rute til modulvogntog, hvis en eller flere ejere skulle være interesserede i at gennemføre de nødvendige tilpasninger af infrastrukturen.

Visionen for Hersted Industripark er, at udvikle Nordeuropas kraftcenter for belysning og Smart City, og at Hersted Industripark bliver et af Københavns levende og moderne industriparker.

Lysteknologi og Smart City i fokus

Vi ønsker at spare på energien og at skabe bæredygtig og grøn vækst i kommunen. Virksomheder, der arbejder med lys, lysteknologi og Smart City skal finde vej til byen og gerne også til Hersted Industripark. Med dette fokuserede udviklingstræk ønsker vi at byen får de by- og erhvervsmæssige kvaliteter, som kan fastholde og tiltrække virksomheder til området.

For at skabe rammer og muligheder for at det kommer til at ske, går Albertslund Kommune langsigtet, strategisk og vedholdende til opgaven.

Helt aktuelt arbejder vi på at udnytte den enorme interesse for DOLL-Living Lab til at skabe en stærk international klynge af lys- og smart city virksomheder og virksomheder med fokus på grøn udvikling. Vi har aftaler og partnerskaber med både internationalt førende virksomheder og virksomheder, som arbejder i lokal sammenhæng, og arbejder målrettet på at få flere med.

Greater Copenhagen og Øresund i lyssamarbejde

Sammen med kommuner, og andre centrale aktører i Sydskandinavien skriver Albertslund Kommune en ansøgning til EU om at skabe Lysets metropol i Sydskandinavien med et kraftcenter i Hersted Industripark.

Vi analyserer mulighederne for uddannelsesaktiviteter og et inkubationsmiljø for iværksættere.

Udviklingstrækket profilerer Albertslund Kommune både nationalt og internationalt. Målet er at skabe et attraktivt internationalt brand for Hersted Industripark.

Det nye plangrundlag for den fysiske byudvikling i Hersted Industripark bidrager også til at opfylde disse ambitioner og Albertslund Kommune vil også bruge Letbanen til at høste flest mulige af de gevinster for byen og området.

Strategisk udvikling i Loop City

Region Hovedstaden og Albertslund Kommune har sat sig i spidsen for Loop City samarbejdet for at udvikle et fælles strategisk grundlag for bæredygtig vækst og byudvikling sideløbende med Letbanens etablering.