Virksomheds-skole samarbejde

Mange virksomheder er begyndt at interessere sig for, hvor fremtidens arbejdskraft skal komme fra. Det er blevet sværere at skaffe medarbejdere. Virksomheder er derfor begyndt at samarbejde med skoler for at give et godt indtryk af deres branche eller virksomhed. Så kan man som virksomhed sikre en god rekruttering i fremtiden.


Virksomheds-skole samarbejde - Albertslund Kommune

I Albertslund arbejder vi med virksomhedsadoptioner. Adoptioner betyder, at en lokal virksomhed adopterer en skoleklasse i tre år  - fra 7. til 9. klasse. Selve samarbejdet bliver planlagt i et samarbejde mellem skolerne og virksomhederne. Der er en løs ramme, som parterne kan bruge. I skal som virksomhed beslutte jer for, hvad I kan tilbyde, og så tilrettelægger skolens lærere samarbejdet, så det passer ind i undervisningen. Vi finder løsninger til både små og større virksomheder og hjælper jer gennem forløbet.

Vi har allerede erfaringer med at arrangere tætte samarbejder mellem Albertslunds skoler og en række forskellige virksomheder:

”For Føtex Albertslund er det vigtigt at tage ansvar i det lokalmiljø, som vi er en del af. CSR er en vigtig del af vores DNA, det gælder lige fra affaldssortering, til stop af salg af engangsplastik. Fra små donationer af overskudsvarer til ’stop spild lokalt’ til uddeling af 250.000 kr. til sociale tilbud i Albertslund. Samtidig vil vi gerne åbne unges øjne for, at Føtex er et spændende karrierevalg for unge, der ikke ønsker at tage en aka-demisk uddannelse her og nu men har det bedst med et job der veksler mellem teori og praksis. Får man mod på mere tilbyder vi både akademi og diplom uddannelse. Det er også en god mulighed for at elever fra lokale skoleklasser, kan blive opmærksomme på den række af fritidsjob, som vi tilbyder. Alt sammen noget der kan styrke dem i rejsen til drømmejobbet".


Lasse Storm Hansen, Varehuschef, Føtex Albertslund

Nysgerrig på mere? Kontakt os for at få et individuelt tilpasset forløb til din virksomhed: erhverv@albertslund.dk