Opkrævningspolitik

Borgeres og virksomheders gæld til offentlige myndigheder opkræves af staten. Albertslund Kommune opkræver tilgodehavende for kommunale ydelser.


Opkrævningen sker ved, at Albertslund Kommune sender regninger til borgere og virksomheder. Hvis der ikke betales inden for betalingsfristen, udsendes rykkere. En aftale om henstand eller afdragsvis betaling er også en mulighed.

Formål

Opkrævningspolitikken har til formål at:

  • Forebygge restancer. Betalinger for kommunale ydelser skal i videst muligt omfang finde sted inden manglende betalinger udviklinger sig til restancer
  • Yde borgerne service. Informere om reglerne for betalinger til offentlige myndigheder. Informere om reglerne for gældsforhold og afvikling af gældsafvikling.

Opkrævning og forebyggelse

Det vigtigste element i opkrævningsopgaven bliver at forebygge, at borgerne oparbejder restancer til offentlige myndigheder. Det er i kommunens interesse, at restancer til Albertslund Kommune minimeres i størst muligt omfang.

Borgerne, der får problemer med løbende betalinger kontaktes umiddelbart efter, at betalingsfrister overskrides. Det kan for eksempel være at der ikke bliver betalt for daginstitution, vand/varme og andre kommunale ydelser.

Vi tilbyder mindelige ordninger. Herved vil vi undgå at manglende betalinger udvikler sig til restancer. Vi undgår så også at skulle videresende dem til den statslige inddrivelse. Vi  fastlægger ikke faste betalingsperioder. Vi sætter heller ikke faste, nedre beløbsgrænser for betalingsaftaler. Udgangspunktet er borgernes situation, herunder de aktuelle sociale forhold. 

Vi kommer borgerne i møde. Vi vil helst kunne indgå frivillige ordninger. For eksempel med transport i visse fremtidige tilgodehavender.

Borgere, der befinder sig i akutte sociale problemsituationer, gives en rimelig henstand. Det vil sige, at opkrævningssagen henlægges i særlige tilfælde. Det er når borgeren er afhængig af ydelsen og er indstillet på at betale, men i den aktuelle situation ude af stand til at yde betalingen.

Der pålægges gebyr på 2. rykker efter at betalingsfristen overskrides. Gebyret fastsættes i overensstemmelse med den maksimale takst, som loven tillader.

Oversendelse af krav til inddrivelse

Efter en rimelig frist sender vi betalingskrav til inddrivelse når borgere:

  • efter en skønsmæssig vurdering kan betale, men viser uvilje til at betale for kommunale ydelser
  • i flere omgange har misligholdt en rimelig betalingsaftale, som de er i stand til at betale.

Vand og varme vil i fremtiden være den eneste undtagelse fra den almindelige opkrævningsopgave. Albertslund Kommune vil lukke for vand/varme hvis betaling på trods af rimelige afdragsordninger misligholdes. Opkrævningen vil fortsat følge gældende retningslinjer.

Service og information

Der ydes borgene en generel information om konsekvenserne af manglende betaling, dvs. information om oversendelse af de kommunale fordringer til den statslige inddrivelse og om de tvangsmidler staten har i sin besiddelse til denne opgave.

Borgerne får generel information om mulighederne for gældsafvikling. Det kan være privat eller offentlig gæld. Det gøres udtrykkeligt klart, at informationen er generel. Borgerne må borgerne selv tage stilling til at anvende de muligheder, der er.

Opfølgning

Forvaltningen følger med regelmæssige mellemrum udviklingen i de kommunale restancer. På den måde følger vi med i statens indsats i forhold til inddrivelse af kommunale fordringer og de forebyggende indsatser.

Forvaltningen laver konkrete arbejdsbeskrivelser for kontakt til borgerne. Kontakten sker ved når betalingsfrister overskrides,  ved informationskampagner, ved henlæggelse af opfølgning af manglende betalinger mm. Arbejdsbeskrivelserne skal have generel karakter, men skal også tillade, at der altid vil kunne tages individuelle skøn.