Beskyt drikkevandet - gør haven sprøjtefri

Græsplænen og blomsterbedets ubudne gæster skal fjernes med hånd- eller hakkekraft i stedet for med giftstoffer, ellers kan det gå ud over det gode drikkevand


Beskyt drikkevandet - gør haven sprøjtefri - Albertslund Kommune

 

Lugejern er hot - sprøjtegift er not

Bruger man ukrudtsgift i haven, risikerer det at dukke op i drikkevandet. Det er fordi vores drikkevand er i magasiner i jorden under os, og vi derfor skal passe på hvad vi hælder i jorden, så vi kan sikre, at vi i mange generationer frem har adgang til rent drikkevand. 

Når Fumle gør sin have forårsklar sker det med hakkejern og ikke ved at bruge en sprøjte med gift. Fumle har lært hvorfor det er smartere at bruge hakkejern til at fjerne ukrudt i haven, i stedet for at bruge ukrudtsmidler. Det kan du også lære ved at se filmen. 

 

 

Andre måder at fjerne ukrudt på

Ud over at bruge hakkejern eller anden mekanisk fjernelse af ukrudt kan du fx anvende:

  • Bunddække - halm og andet afdækning, der forhindrer ukrudtet i at vokse frem, eller beplantning med bunddække, som f.eks. efeu.
  • Brænding af ukrudt med gasbrænder.
  • Brug af kogende vand

 

Sådan forebygger og bekæmper du

Du kan minimere mængden af ukrudt, hvis du følger nogle enkle råd. 

Det tidlige forår er det bedste tidspunkt at starte med at bekæmpe ukrudt i haven, men det er aldrig for sent at gå i gang. 

Du kan vælge at luge havens bede igennem for ukrudt cirka hver tredje uge fra marts/april og frem til sankthans - det vil sige 5-6 gange. Så vil du stort set ikke have problemer med ukrudt i din have resten af sommeren

En lige så effektiv strategi er at gå en haverunde hver eller hver anden dag og fjerne det ukrudt, du møder på din vej. Det tager måske 5-10 minutter og føles ikke som hårdt havearbejde.

Hvis du slutter haveåret med at luge grundigt i efteråret, har du allerede startet godt på ukrudtsbekæmpelsen for næste sæson

Hvis du ikke har nået at komme tidligt i gang med ukrudtslugningen om foråret, er det aldrig for sent at starte. Du må bare indstille dig på, at lugearbejdet bliver mere besværligt, fordi ukrudtet har vokset sig stort og mere livskraftigt og har fået lange, forgrenede rødder, som er mere besværlige at få op ad jorden. 

 

Forebyggelse

Bunddække: Dæk jorden i dine bede med bunddækkeplanter. De vil skygge for solen, så ukrudtet ikke kan spire. Bunddækkeplanter skal plantes tæt, cirka 6 planter per kvadratmeter.

Fiberdug: Undgå ukrudt på terrasse og fliser med fiberdug som underlag.

Flis: Du kan også dække jorden i dine bede med 10 til 15 centimeter træflis. Bemærk, hvis du dækker det for tæt, har det også effekter på jordlevende organismer.

Kompost: Lug grundigt i køkkenhaven sidst på sæsonen, og spred et tykt lag kompost.

Lugning: Brug hakkejernet og lug allerede fra det tidlige forår. Vær opmærksom på at fjerne ukrudtet, inden det når at kaste frø. Har du været sent ude, og ukrudtet allerede har sat frø, skal det ikke på komposten, men fjernes fra haven. Lug umiddelbart efter regnvejr, hvor rødderne sidder løsere.

 

Bekæmpelse 

Brændenælder: Trækkes eller graves op. Kan også klippes helt ned.

Mos: Kan bekæmpes med mosrive. Det bedste er at lade græsset blive lidt længere om vinteren. Det kvæler mosset.

Mælkebøtter: Kan graves op eller fjernes med et Mælkebøtte-jern, men de kommer altid igen, da de også formeres ved roddeling. De er nemmest at bekæmpe før blomstring. Hvis de er blomstret, så klip blomsten af og smid den i skraldespanden.

Padderok: Kan kun bekæmpes ved vedvarende lugning af skuddene, praktisk taget inden de når jordoverfladen. På den måde sultes rødderne ud.

Skvalderkål: Graves helt op, før der kan plantes bunddække. Kan også stresses: Slås med plæneklipper hele sæsonen.

Snerler: De overjordiske dele fjernes, når de kommer op. På den måde udsultes rødderne.

Tidsler: Trækkes forsigtigt op. Klip eventuelt blomsterne af og smid dem i skraldespanden.

Bladlus: Fjernes med en hård vandstråle. Mange dyr, for eksempel mariehøne-larver, som sælges på planteskoler, spiser bladlus. En mariehøne-larve spiser 200-600 bladlus i sin levetid.

Dræbersnegle: Indsamles og overhældes med kogende vand. Alternativt kan sneglene hakkes over med en spade eller klippes over med saks. Snittet bør ligge lige omkring åndehullet for at sikre en hurtig død.