Asbest affald

Du skal anmelde dit asbest affald til kommunen


Eternit skal nu pakkes ind
Eternit-affald skal fremover afleveres i en lukket plast-emballage (f.eks. plastfolie), når det skal afleveres på genbrugsstationen.

Ældre eternit kan indeholde asbest, og derfor skærper Albertslund Kommune kravene til indpakning af eternit-affaldet, for i endnu højere grad at sikre miljøet i vores omgivelser og arbejdsmiljøet for både borgere og medarbejdere, der færdes på genbrugsstationerne.

Det har hidtil været muligt at aflevere hele eternitplader uemballeret på genbrugsstationen i Albertslund Kommune. Det er slut nu.

Ved at emballere eternit-affald vil der være begrænset risiko for:
• At der spildes på udendørsområdet ved containeren
• At borgere og medarbejdere bliver udsat for asbestfibre under aflæsning
• At der er støvende materiale i containeren

Derfor skal eternit-affald fremover afleveres i en lukket plastemballage. Du må kun aflevere plastemballerede intakte asbestholdige eternitplader uden brudflader på Genbrugsstationen og kun i mindre mængder (5-10 plader).

Asbest har op til midten af 1980'erne været brugt i isolerings materiale, til brandsikring og i tagplader.

Fibercement tagplader produceret efter 1989 er uden asbest, men det er ikke muligt at se forskel på pladerne, når først de ender på genbrugsstationen. Derfor håndteres og behandles alle tagpladerne som asbestholdige, og skal i eternit-containeren.

Hvad sker der med affaldet?
På grund af risikoen for indhold af asbest, bliver affaldet specialdeponeret på AV Miljø. Affaldet dækkes umiddelbart efter aflæsning med jord for at forhindre spredning af asbestfibre.

Har du yderligere spørgsmål til den praktisk håndtering på genbrugsstationen, så kontakt medarbejderne på pladsen.

Borgere med støvende asbestholdigt affald (revnede eller knækkede plader) skal henvende sig til kommunens miljøafdeling, som anviser hvordan affaldet skal bortskaffes.

Asbestholdigt affald skal altid anmeldes til Albertslund Kommune uanset mængden, senest 14 dage før affaldet fremkommer.

Kontakt kommunens miljøafdeling på miljo@albertslund.dk. Du kan også anmelde asbestaffaldet online.

Større mængder asbestholdige eternitplader, samt knækkede plader og andet støvende asbest affald, skal du aflevere direkte til et godkendt modtageanlæg efter anvisning fra kommunens miljøafdeling.

Når kommunen har modtaget din anmeldelse, modtager du inden for 14 dage en skriftlig anvisning til et godkendt modtageanlæg. Du skal medbringe anvisningen til modtageanlægget for at kunne komme af med affaldet.