Medlemmernes deltagelse i forhandlinger og afstemning


§ 9. Kommunalbestyrelsen træffer beslutning om, hvorvidt et medlems interesse i en sag er af en sådan beskaffenhed, at han er udelukket fra at deltage i Kommunalbestyrelsens forhandling og afstemning om sagen. I bekræftende fald skal den pågældende under forhandling og afstemning om sagen forlade lokalet, hvorimod han ikke er afskåret fra at deltage i Kommunalbestyrelsens forhandling og afstemning om, hvorvidt han skal vige sit sæde under den pågældende sags behandling.

Stk. 2. Et medlem skal underrette Kommunalbestyrelsen, hvis der foreligger forhold, der kan give anledning til tvivl om hans habilitet.

Stk. 3. Når et medlem forventes at blive inhabilt i forhold til en sag, kan de medlemmer, der er valgt på den pågældende liste, kræve stedfortræderen indkaldt til at deltage i sagens behandling.

§ 10. Medlemmer kan kun deltage i Kommunalbestyrelsens afstemninger, når de personligt er til stede under disse.