Beslutningsdygtighed, mødeledelse og sagernes forelæggelse


§ 5. Kommunalbestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst halvdelen af medlemmerne er til stede.

Stk. 2. Borgmesteren leder møderne, og i hans forfald næstformanden. Mødelederen træffer bestemmelse i alle spørgsmål vedrørende forhandlingernes ledelse og iagttagelse af god ro og orden under mødet. Endvidere formulerer han de punkter, om hvilke der skal stemmes.

Stk. 3. Enhver, der ønsker ordet, skal henvende sig til borgmesteren, der giver ordet til medlemmerne i den orden, hvori de har begæret det. Hvis flere begærer ordet på én gang, bestemmer borgmesteren den orden, hvori de får adgang til at tale. Medlemmerne taler fra deres plads ved benyttelse af mikrofon. Talerne må ikke afbrydes af andre end borgmesteren. Ved lukkede møder benyttes ikke mikrofon.

Stk. 4. Ethvert medlem skal efterkomme borgmesterens afgørelser angående overholdelsen af den fornødne orden. Når et medlem i samme møde to gange er kaldt til orden, kan Kommunalbestyrelsen efter borgmesterens forslag nægte ham ordet i dette møde.

Stk. 5. Ethvert forslag under forhandlingerne rettes til borgmesteren. Når borgmesteren finder anledning dertil, eller når det begæres af 3 medlemmer, skal det sættes under afstemning, om afslutning af en forhandling skal finde sted.

Stk. 6. Borgmesteren kan lade spørgsmål, der henhører under hans afgørelse, afgøre af Kommunalbestyrelsen.

§ 6. Sagerne behandles i mødet i den rækkefølge, som borgmesteren bestemmer, og han kan herved fravige den i dagsordenen angivne rækkefølge. Kommunalbestyrelsen afgør dog, i hvilken rækkefølge sagerne skal behandles, når mindst 3 medlemmer fordrer afstemning herom.

Stk. 2. Ethvert medlem kan ved mødets begyndelse begære ordet til dagsordenen, herunder om sagers overflytning fra behandling for lukkede døre til behandling for åbne døre og omvendt.

§ 7. En sag undergives kun én behandling, medmindre andet er bestemt i lovgivningen, eller Kommunalbestyrelsen vedtager at undergive den 2 behandlinger. Årsbudgettet skal undergives 2 behandlinger, jf. Lov om kommunernes styrelse § 38.

Stk. 2. Ved 1. behandling stemmes ikke om sagens realitet, men kun om dens overgang til 2. behandling. Ethvert medlem har ret til at få ordet for at ytre sig om den foreliggende sag, inden der af Kommunalbestyrelsen træffes beslutning om sagens overgang til 2. behandling.