Dagsordener og referater

Du kan læse dagsordener og referater fra kommunalbestyrelsens og udvalgenes møder ved at følge linket.


Læs dagsordener og referater til og med den 10. februar 2016

Dagsordener og referater fra efter den 10. februar 2016

 

 

Printvenlig version

Forside:


Udvalg: Velfærdsudvalget

Dato: Onsdag den 14. juni 2017

Tid: Kl. 17:00

Sted: Lokale 915

Indkaldelse :

  • Formand Nils Jensen (A)
  • Paw Østergaard Jensen (A)
  • Flemming Jørgensen (A)
  • Leif Pedersen (F)
  • Allan Høyer (O)
  • Brian Palmund (V)
  • Fedai Celim (Ø)


Indholdsfortegnelse

1. VFU/ØU/KB - Storrygerindsats
2. VFU/ØU/KB - Trivselsindsats plejeboligområdet (bevilling)
3. VFU/ØU/KB - Madtilbud i det åbne dagcenter
4. VFU/ØU/KB - Rengøring på plejeboligområdet (bevilling)
5. VFU/ØU/KB - Handleplan for håndtering af ventelisten på plejeboligområdet
6. VFU - Orientering fra formanden
7. VFU - Orientering fra Børn, Sundhed & Velfærd
8. VFU - Eventuelt

1. VFU/ØU/KB - Storrygerindsats

Anledning

Albertslund Kommune har siden september 2014 deltaget i projektet ”Stærkt koordineret storryger indsats – mellem kommune, almen praksis og hospitaler på Vestegnen og Sydamager”. Der foreslås en forlængelse på en treårig periode fra den 1. januar 2018 til den 31. december 2020 herunder medfinansiering af en fælles koordinator.

Sagsfremstilling

I projektet har hver kommune fået tildelt midler til en projektmedarbejder i 15 timer om ugen til rekruttering af borgere til rygestoptilbud, uddannelse af frontpersonale, gennemførelse af målgruppespecifikke rygestoptilbud og flere andre aktiviteter. Der er desuden i projektperioden mulighed for at betale for nikotinsubstitutionsprodukter til borgerne, maksimalt 1.360 kr. pr. person i alt (kommunens udgift).

 

I Albertslund Kommune er der rekrutteret 193 borgere i 2016 mod 43 i 2014. I 2016 gennemførte 125 ud fra de 193 borgere med en stoprate på 44,4% efter 6 måneder. Derudover viser en opgørelse fra Stoplinien over antallet, at borgere, der modtager et tilbud om rygestop, at målet fra Sundhedsstyrelsen på 5 % er indfriet i Albertslund med 5,4 %. Den procentrate placerer Albertslund på en 1. plads blandt landets kommuner.   

 

Når rygestopprojektet på Vestegnen ophører den 31. december 2017, foreslås det, at det tværkommunale samarbejde fortsætter i endnu en treårig periode fra den 1. januar 2018 til den 31. december 2020 med en fælles koordinator. Brøndby, Glostrup, Vallensbæk og Høje Tasstrup kommuner har tilkendetgivet, at de ønsker at fortsætte samarbejdet. Ishøj og Hvidovre kommuner har sagen til politisk behandling i juni måned. I Tårnby Kommune er det politisk besluttet at trække sig ud af samarbejdet. Det er usikkert om Dragør fortsætter samarbejdet, der afventes en endelig afgørelse.  

 

Et af de store fokusområder i samarbejdet vil være etableringen af et tættere samarbejde med ungdomsuddannelserne på tobaksområdet. Dette er i tråd med de netop udmeldte KKR mål på ungeområdet for 2017 og 2018. Derudover er en fælles koordinator nødvendig i fortsættelsen af samarbejdet med hospitalerne om rekruttering af sårbare borgere til kommunernes rygestoptilbud. På nuværende tidspunkt er der opstartet en dialog med regionen om mulighederne for medfinansiering af en fælles koordinator.

Økonomi

Albertslund Kommunes finansiering til en fælles koordinator beløber sig til ca. 40.000 kr. om året. Dette beløb foreslås betalt af allerede afsatte midler i sundhedsfremmepuljen. Når der foreligger en afklaring på deltagende kommuner, og evt. bidrag fra regionen gives en orientering om opgaver, timetal mv. for den fælles koordinator.

Lovgrundlag

Sundhedsloven §119.

Sundhedskonsekvenser

I følge en undersøgelse foretaget af Kora om de offentlige merudgifter ved rygning, viser beregninger, at dagligrygere i gennemsnit koster 9.000-18.000 kr. mere om året end ikke-rygere. Merudgifterne skyldes højere udgifter i sundhedsvæsenet, højere udgifter til hjemmehjælp og højere udgifter til overførselsindkomster til rygerne sammenlignet med ikke-rygerne. Undersøgelsen indikerer, at potentialet for udgiftsbesparelser er størst ved forebyggelse af rygestart blandt unge og tidligt rygestop.

Kommunikation

Sagen sendes til Sundhedsrådet, Ældrerådet og Handicaprådet.

Indstilling

Direktøren for Børn, Sundhed & Velfærd indstiller,  

  1. at der for en treårig periode fortsat indgås samarbejde på Vestegnen vedrørende rygestop og
  2. at medfinansieringen på 40.000 kr. til en fælles koordinator finansieres af sundhedsfremmepuljen. 

Beslutning

Tiltrådte indstillingen.  

Paw Østergaard Jensen (A) deltog ikke i mødet.

Tilbage til toppen

2. VFU/ØU/KB - Trivselsindsats plejeboligområdet (bevilling)

Anledning

Med budgetaftale 2017 (pkt. 6.4) blev der afsat 500.000 kr. til forbedring af arbejdsmiljøet på plejeboligområdet. Albertslund Kommune har en samarbejdsaftale med ArbejdsmiljøCentret A/S, som har udarbejdet vedlagte tilbud om trivselsindsats på plejeboligområdet til politisk behandling.

Sagsfremstilling

I forlængelse af aftalen blev der primo 2017 gennemført trivselsmålinger på hele plejeboligområdet, som skulle medvirke til at afdække behovet for trivselsindsatser i Humlehusene og på Albertshøj.  

 

På baggrund af trivselsundersøgelsens resultater og drøftelser i MED-udvalget har ArbejdsmiljøCentret udarbejdet tilbud om trivselsindsats på plejeboligområdet.

 

MED-udvalget pegede på to fokusområder til trivselsindsatsen;

1) samarbejdet med ledelsen og

2) arbejdet med kerneopgaven.

 

ArbejdsmiljøCentrets trivselsindsats vil på den baggrund handle om at styrke samarbejdet mellem ledelse og medarbejdere samt skabe et øget fokus på og fælles forståelse af kerneopgaven.

 

Hvordan struktureres trivselsindsatsen

Der sættes ind på to niveauer; medarbejdere og ledelse. Indsatsen på de to niveauer kommer til at forløbe parallelt.

 

Indsatsen på medarbejderniveau indeholder fire temadage:

  • Opstartsmøder med alle 19 grupper: Formålet er at skabe en overordnet ramme og fundament for trivselsindsatsen og har til hensigt at give medarbejderne mulighed for dels at italesætte egne oplevelser og perspektiver, dels motivere og give medarbejderne ejerskab til trivselsindsatsen.
  • Trivselsdage: Formålet med trivselsdagene er at højne trivslen ved at skabe et fælles fundament og dialog om kerneopgaven. Medarbejdere og ledere vil efter dagen have en fælles referenceramme og sprog, som vil styrke samarbejdet om kerneopgaven.
  • Pitstop-besøg: Pitstop-besøg skal sikre forankring i den daglige drift og skal skabe motivation og en forpligtelse hos medarbejdere og ledere, da man ved at der bliver fulgt op.
  • Opfølgningsdag: Dagen har til formål at samle op på effekter og læring gennem processen. Opfølgningsdagen sætter rammerne for det videre arbejde med trivsel og vedligeholdelse af de igangsatte initiativer.
  • Afsluttende trivselsmåling: Når Arbejdsmiljøcentrets trivselsindsats er gennemført foretages en ny trivselsmåling.

 

Indsatsen på lederniveau indeholder tre lederseminardage, opfølgningsdag samt individuel ledercoaching.

 

Lederseminardagene har til formål:

  • at give lederne et løft og bedre forudsætninger i deres lederrolle gennem indføring og uddannelse i centrale byggestene ud i at skabe bæredygtige organisationer og
  • at skabe et godt fundament for at arbejde sammen som et lederteam og bedre at kunne drage fordel af hinandens kompetencer og ressourcer i ledergruppen.

 

Trivselsindsatserne påbegyndes ultimo juni og afsluttes med udgangen af 2017.

 

Tilbuddet fra ArbejdsmiljøCentret har en samlet pris på 335.975 kr. Dertil ligges 70.000 kr. til interne omkomstninger i forbindelse med afholdelse af trivselsdagene for 167 medarbejdere samt ledergruppen. I alt 405.975 kr.

 

Trivselsindsatsen er en proces, som forløber på flere organisatoriske niveauer, hvorfor administrationen og ArbejdsmiljøCentret ikke kan foregribe eventuelle behov for yderligere lokale indsatser, som kan opstå undervejs. Det forelås derfor, at det resterende beløb på 94.025 kr. reserveres til eventuelle yderligere indsatser.

 

Tilbuddet fra ArbejdsmiljøCentret kan findes som bilag. 

Kommunikation

Sagen sendes til Ældrerådet og Handicaprådet.

Indstilling

Direktøren for Børn, Sundhed & Velfærd indstiller,

  1. at opgaveaftalen og tilbuddet på trivselsindsats fra ArbejdsmiljøCentret godkendes,
  2. at der afsættes 70.000 kr. til interne omkostninger,
  3. at udgifterne på 405.975 kr. finansieres af den afsatte pulje og
  4. at de resterende 94.025 kr. reserveres til eventuelle yderligere lokale indsatser.

Beslutning

Tiltrådte indstillingen.

Fedai Celim (Ø) tog forbehold.  

Paw Østergaard Jensen (A) deltog ikke i mødet.

 

Bilag

1 Udtalelse fra Ældrerådet Udtalelse fra Ældrerådet
2 Udtalelse fra Handicaprådet Udtalelse fra Handicaprådet
Tilbage til toppen

3. VFU/ØU/KB - Madtilbud i det åbne dagcenter

Anledning

Den 13. december 2016 besluttede Kommunalbestyrelsen at anvende 108.000 kr. af værdighedsmidlerne til Ældrerådets madprojekt i "Det åbne dagcenter". Projektet tilbyder brugerne af "Det åbne dagcenter" et varmt måltid mad hver dag. Projektet startede den 24. april 2017 og varer til den 7. juli 2017.

Sagsfremstilling

Da Albo - jævnfør budgetaftale 2017 - skal rives ned, er der fundet nye lokaler til "Det åbne dagcenter" pr. 1. december 2017. Efter aftale med Citycon, kan lejemålet på Stationsporten 1 overtages af Albertslund Kommune og huse det "Det åbne dagcenter" fra 1. december 2017. I den mellemliggende periode foretages mindre ombygninger i overensstemmelse med funktionsbehovet for "Det åbne dagcenter".

 

"Det åbne dagcenter" kan fortsætte aktiviteterne på Albo indtil den 1. december 2017 dog fra den 7. juli 2017 uden tilbud om et varmt måltid mad.    

 

Madprojektet tilbyder brugerne et varmt måltid mad til 45 kr. Til at gennemføre projektet har afdelingen Sundhed, Pleje & Omsorg ansat en køkkenmedarbejder, der bestiller maden hos " Mad Til Hverdag", færdigtilbereder maden, serverer maden, rydder op efter måltidet og fører egenkontrol.  

 

Afdelingen Sundhed, Pleje & Omsorg har i samarbejde med Albertslund Kommunes udbudsjurister undersøgt det juridiske grundlag for, at madtilbuddet kan overføres til det nye lejemål i Albertslund Centrum. Albertslund Kommune er ikke forpligtiget til at levere mad til "Det åbne Dagcenter". Derfor skal udbuddet ske på lige konkurrencevilkår i forhold til de øvrige cafeer i centrum. Det vurderes, at madtilbuddet er konkurrenceforvridende overfor de øvrige cafeer i centrum, fordi kommunen yder et indirekte tilskud til husleje, køkkenmedarbejder og drift. Der ud over skal det vurderes om et eventuelt madtilbud ligger over de udbudsretlige tærskelværdier på ca. 1,5 mio. kr., og dermed skal i udbud.       

 

Afdelingen Sundhed, Pleje & Omsorg vil undersøge muligheden for etablering af et madtilbud til brugerne af "Det åbne dagcenter" på den nye adresse inden for lovgivningens rammer. 

 

Bemærk, at Miljø- og Byudvalget den 13. juni 2017 behandler en mødesag om flytning af "Det åbne dagcenter".  

Kommunikation

Sagen sendes til Ældrerådet og Handicaprådet.

Indstilling

Direktøren for Børn, Sundhed & Velfærd indstiller,

  1. at sagen tages til efterretning.

Beslutning

Udvalget tiltrådte, at projektet fortsætter til den 1. december 2017, og med forslag om, at der arbejdes på at finde en alternativ løsning fra den 1. december 2017.

Udvalget ønskede notat om de juridiske rammer samt økonomien for madprojektet til den videre behandling i Økonomiudvalget/Kommunalbestyrelsen.

Paw Østergaard Jensen (A) deltog ikke i mødet. 

Bilag

1 Høringssvar fra brugere Høringssvar fra brugere
2 Udtalelse fra Ældrerådet Udtalelse fra Ældrerådet
3 Udtalelse fra Handicaprådet Udtalelse fra Handicaprådet
Tilbage til toppen

4. VFU/ØU/KB - Rengøring på plejeboligområdet (bevilling)

Anledning

Med henblik på effektivisering af plejeboligområdet blev det i budgetaftale 2016 vedtaget, at rengøringsopgaven i plejeboligerne på Albertshøj skulle udføres af plejepersonale, som i forvejen er tilstede i og omkring boligerne. I forlængelse af budgetaftalen blev det aftalt, at der i foråret 2017 skulle ses nærmere på rengøringen på plejeboligområdet.

Sagsfremstilling

Budgetaftalen 2016 har betydet, at der siden januar 2016 har været samme løsning af rengøringsopgaven i Humlehusene og på Albertshøj. Konkret betyder det, at det er plejepersonalet, som gør rent i beboernes boliger og Rengøringsafdelingen, der varetager rengøringen af fællesarealerne. Jf. kvalitetsstandarderne for plejeboligområdet skal der som minimum gøres rent i plejeboligerne hver 14. dag.

 

Det faglige mål med, at rengøringsopgaven skulle ligge hos plejepersonalet er, at rengøringsopgaven skal ses som en aktiverende og forebyggende handling, der skal skabe aktivitet og nærvær mellem beboere og kontaktperson i både Humlehusene og på Albertshøj. Beboerne i Humlehusene og Albertshøj har et komplekst plejebehov og lavt funktionsniveau, der ikke gør det muligt at inddrage beboerne i rengøringsaktiviteten, hvorfor målet om aktivitet og nærvær ved at plejepersonalet foretager rengøringsopgaven ikke indfries. På den baggrund foreslås en professionalisering af rengøringsopgaven.

Økonomi

Der er foretaget beregninger af omkostningen ved en professionalisering af rengøringsopgaven på hele plejeboligområdet således, at Rengøringsafdelingen, udover rengøring af fællesarealerne som den allerede varetager, står for rengøring af boligerne hver 14. dag jf. kvalitetsstandarden. Det foreslås, at plejepersonalet fortsat står for akut opstået behov for rengøring i boligerne.

 

Jf. kvalitetsstandarden for plejeboligområdet er hovedrengøring ikke en del af ydelsen. Afdelingen Sundhed, Pleje & Omsorg er blevet opmærksomme på, at opgaven med hovedrengøring varetages forskelligt i Humlehusene og på Albertshøj. Såfremt kvalitetsstandarden for plejeboligområdet skal udføres på lige vilkår i Humlehusene og på Albertshøj, bør serviceniveauet drøftes i forbindelse med forhandlinger om budget 2018.

 

Udgifterne til professionalisering af rengøringsopgaven vil samlet set være ca. 296.000 kr. pr. år, hvilket fremgår af følgende tabel: 

Samlet udgift til rengøring på plejeboligområdet

Rengøring hver 14. dag

 262.205

Hovedrengøring (1 x årlig) af plejeboliger (Humlehusene)

 33.696

Samlet årlig udgift

295.901

 

Ydermere er der behov for rengøring ved fraflytning (slutrengøring). I dag varetages denne rengøring af plejepersonalet. Såfremt Rengøringsafdelingen også skal varetage denne opgave, vil det koste ca. 700 kr. pr lejlighed ved fraflytning, svarende til ca. 31.000 kr. årligt. I henhold til Almenboligloven kan udgiften til istandsættelse herunder rengøring påfalde boet - i dette tilfælde de efterladte. Udgifterne til slutrengøringen vil derfor blive finansieret via det indbetalte depositum, og der er således ingen udgifter forbundet med slutrengøringen for Albertslund Kommune.

 

Udgifterne til en professionalisering af rengøringsordningen kan finansieres via midlerne til trivselsindsatsen på plejeboligområdet, hvor der, ved en fejl, er afsat 500.000 kr. i 2018 og frem. De resterende midler, svarende til ca. 204.000 kr., foreslås tilført kommunens kasse.

Kommunikation

Sagen sendes til Ældrerådet og Handicaprådet.

Indstilling

Direktøren for Børn, Sundhed & Velfærd indstiller,

  1. at der sker en professionalisering af rengøringsopgaven på plejeboligområdet med start pr. 01.01.2018,
  2. at professionaliseringen finansieres af puljen, der er afsat til trivselsindsatsen på plejeboligområdet og
  3. at forslaget indgår i budgetforhandlingerne for budget 2018.

Beslutning

Tiltrådte indstillingen med et yderligere indstillingspunkt:

4. at der gøres hovedrengøring én gang årligt i Humlehusene og på Albertshøj.

Paw Østergaard Jensen (A) deltog ikke i mødet.

 

Bilag

1 Bevillingsskema rengøring plejeboligområdet Bevillingsskema rengøring plejeboligområdet
2 Udtalelse fra Ældrerådet Udtalelse fra Ældrerådet
3 Udtalelse fra Handicaprådet Udtalelse fra Handicaprådet
Tilbage til toppen

5. VFU/ØU/KB - Handleplan for håndtering af ventelisten på plejeboligområdet

Anledning

Albertslund Kommune har pres på plejeboligkapaciteten. Velfærdsudvalget har derfor bedt om en handleplan for håndtering af ventelisten på plejeboligområdet frem til Albertshøj Etape 3 står færdig. Behovet for en handleplan blev også drøftet på dialogmødet mellem Velfærdsudvalget og Ældrerådet den 20/4-2017.

Sagsfremstilling

Udviklingen i den generelle venteliste

Antallet af borgere på den generelle venteliste, som ikke har fået tildelt en plejebolig inden for 60 dage, som plejeboliggarantien tilsiger, er stigende. Således ventede 18 borgere i marts 2017, mens der har været et lille fald i april. Den gennemsnitlige tid på den generelle venteliste var i marts 92 dage. Der er samlet set 37 borgere, som har behov for en plejebolig, når den generelle og specifikke venteliste (som ikke er omfattet af plejeboliggarantien) lægges sammen.

 

Borgere med demens i Albertslund Kommune

Det vurderes, at der i Albertslund Kommune i 2017 er ca. 330 borgere med demens. Ca. 33% heraf bor enten i plejebolig eller står på venteliste til en plejebolig. De resterende ca. 67 %, svarende til ca. 220 borgere, har endnu ikke behov for en plejebolig, men må forventes at opleve gradvis forværring af funktionsniveau som følge af deres demenssygdom.

 

Økonomiske konsekvenser af borgere på venteliste

Der er stor variation i, hvor meget hjemmehjælp og/eller sygepleje, borgere på ventelisten får. Variationen skyldes forskellige behov, samt at nogle borgere har pårørende, der efter eget ønske tager sig af hovedparten af hjælpen i hjemmet. I gennemsnit er udgiften pr. borger på den generelle venteliste ca. 50.000 kr. om måneden, hvorimod udgiften til borgere på plejehjem i gennemsnit er ca. 56.000 om måneden.

 

Hvilke løsninger har afdelingen Sundhed, Pleje & Omsorg i dag for borgere på venteliste til en plejebolig?

1) Borgere i eget hjem tilbydes den hjælp, der svarer til deres behov. Derudover tilbydes blandt andet tilknytning til pårørendecafé og aflastningspladser.

2) Borgere, der søger og bliver godkendt til plejebolig, bliver informeret om muligheden for frit at kunne søge i andre kommuner.

3) Afdelingen Sundhed, Pleje & Omsorg har et visitationsudvalg, hvor alle plejeboligansøgninger skal ind over til godkendelse. På denne måde sikres det, at det er borgere, der ud fra en faglig vurdering har behov for en plads, dér godkendes.

4) Afdelingen Sundhed, Pleje & Omsorg har løbende kontakt til andre kommuner for at undersøge, om der er ledige plejehjemboliger. Er dette tilfældet gøres borgere bekendt med dette.

 

Handlemuligheder for at håndtere den stigende venteliste fremadrettet

Udover de nuværende løsninger arbejdes der med at identificere velfærdsteknologiske løsninger, der på sigt kan være med til at holde borgerne længere i eget hjem.

Afdelingen Sundhed, Pleje & Omsorg arbejder desuden på at nedbringe tomgangstiden på plejeboligerne, så den samlede plejeboligkapacitet kan udnyttes bedst muligt.

 

Albertslund Kommune vil fortsat løbende sende forespørgsler ud til andre kommuner, samtidig med at der arbejdes målrettet med at finde på alternative løsninger til borgerne på venteliste.

 

Supplerende sagsfremstilling

Direktørområdet Børn, Sundhed & Velfærd den 24. maj 2017

På baggrund af mødet i Velfærdsudvalget den 18. maj 2017 er der vedlagt bilag med supplerende oplysninger.  

 

Direktørområdet Børn, Sundhed & Velfærd den 15. juni 2017

På baggrund af mødet i Velfærdsudvalget den 14. juni 2017 er der vedlagt bilag med supplerende oplysninger. Brian Palmund (V) ønskede notat om, hvorledes plejehjemsgarantien kan overholdes indenfor 12 måneder.

Notatet vil indgå i den videre behandling i forbindelse med budget 2018.

 

Kommunikation

Sagen sendes til Ældrerådet og Handicaprådet.

Indstilling

Direktøren for Børn, Sundhed & Velfærd indstiller,

  1. at afdelingen Sundhed, Pleje & Omsorg fortsætter med nuværende strategi for at håndtere den stigende venteliste på plejeboligområdet og
  2. at der udarbejdes forslag til Budget 2018 om at bygge yderligere demensegnede plejeboliger på grunden ved Humlehusene.

 

Direktøren for Børn, Sundhed & Velfærd indstiller på baggrund af den supplerende sagsfremstilling, 

  1. at der udarbejdes forslag til budget 2018 om at bygge yderligere demensegnede plejeboliger på grunden ved Humlehusene,
  2. at afdelingen Sundhed, Pleje & Omsorg fortsætter med nuværende strategi for at håndtere den stigende venteliste på plejeboligområdet,
  3. at det besluttes hvorvidt en aflastningsplads i Humlehusene 1C skal konverteres til midlertidig plejebolig frem til etableringen af Albertshøj Etape 3,
  4. at det besluttes hvorvidt der skal igangsættes forprojekt med henblik på genåbning af Kanalhuset og at dette i så fald skal indgå i budgetforhandlingerne for budget 2018 og
  5. at det besluttes hvorvidt der skal etableres midlertidige pavilloner og at dette i så fald skal indgå i budgetforhandlingerne for budget 2018.

Historik

Velfærdsudvalget, 18. maj 2017, pkt. 1:

Udsatte sagen, da udvalget ønskede yderligere oplysninger.

Beslutning

Udvalget stemte om de supplerende indstillingspunkter:

 

1. at

alle stemte for (A, F, O, V, Ø).

 

2. at

alle stemte for (A, F, O, V, Ø).

 

3. at

alle stemte imod (A, F, O, V, Ø).

 

4. at

alle stemte imod (A, F, O, V, Ø).

 

5. at

alle stemte for (A, F, O, V, Ø), dog må placeringen ikke spænde ben for nyt byggeri. Derudover ønskede udvalget konkret prisoverslag samt bud på placeringer til budgetforhandlingerne.

 

Brian Palmund (V) ønskede notat om, hvorledes plejehjemsgarantien kan overholdes indenfor 12 måneder.

 

Fedai Celim (Ø) og Brian Palmund (V) tog forbehold.

Paw Østergaard Jensen (A) deltog ikke i mødet.

 

Bilag

1 Handleplan for venteliste Handleplan for venteliste
2 Høringssvar fra Handicaprådet Høringssvar fra Handicaprådet
3 Høringssvar fra Ældrerådet Høringssvar fra Ældrerådet
4 Supplerende oplysninger Supplerende oplysninger
5 Udtalelse fra Ældrerådet Udtalelse fra Ældrerådet
6 KB december 2014 KB december 2014
7 Handleplan for venteliste.docx Handleplan for venteliste.docx
Tilbage til toppen

6. VFU - Orientering fra formanden

Anledning

Orienteringssager.

Indstilling

Direktøren for Børn, Sundhed & Velfærd indstiller,

  1. at orienteringen tages til efterretning.

Beslutning

Intet. 

Tilbage til toppen

7. VFU - Orientering fra Børn, Sundhed & Velfærd

Anledning

Orienteringssager.

Sagsfremstilling

A. Ventelistestatistik for plejeboligområdet.

B. Affaldssortering i Hjemmeplejen.

C. Risikobaseret tilsynsbesøg i Humlehusene.

D. Ansøgning til Sundheds- og Ældreministeriet om støtte til madprojekt.

E. Politisk dialogmøde på sundhedsområdet den 21. juni 2017 afholdes i Albertslund.  

F. Status for sagsbehandlingsfrister.

G. Sundhed på dit Sprog - yderligere oplysninger (fra sidste møde).

H. Plejeboligleder er ansat.

I. Planlagt risikobaseret tilsyn i Hjemmeplejen.  

Indstilling

Direktøren for Børn, Sundhed & Velfærd indstiller,

  1. at orienteringerne tages til efterretning.

Beslutning

Taget til efterretning.

Paw Østergaard Jensen (A) deltog ikke i mødet.

 

Bilag

1 A. Venteliste til plejeboliger - maj 2017 A. Venteliste til plejeboliger - maj 2017
2 B. affaldssortering B. affaldssortering
3 C. Tilsyn i Humlehusene C. Tilsyn i Humlehusene
4 D. Ansøgning til Sundheds- og Ældreministeriet D. Ansøgning til Sundheds- og Ældreministeriet
5 E. Invitation til sundhedspolitisk dialogmøde 21 juni 2017 E. Invitation til sundhedspolitisk dialogmøde 21 juni 2017
6 F. Sagsbehandlingsfristerne på Børn, Sundhed og Velfærdsområdet F. Sagsbehandlingsfristerne på Børn, Sundhed og Velfærdsområdet
7 H. Overholdelse af sagsbehandlingsfrister Social & Familie H. Overholdelse af sagsbehandlingsfrister Social & Familie
8 H. Sagsbehandlingsfrister i Sundhed, Pleje & Omsorg H. Sagsbehandlingsfrister i Sundhed, Pleje & Omsorg
9 G. Tilføjelser, Sundhed på dit sprog G. Tilføjelser, Sundhed på dit sprog
10 G. Sundhed på dit sprog G. Sundhed på dit sprog
11 G. Evaluering af Sundhed på dit sprog på Vestegnen 2014-2017 G. Evaluering af Sundhed på dit sprog på Vestegnen 2014-2017
12 Udtalelse fra Ældrerådet Udtalelse fra Ældrerådet
Tilbage til toppen

8. VFU - Eventuelt

Anledning

Eventuelt.

Beslutning

Intet.

Tilbage til toppen