Dagsordener og referater

Du kan læse dagsordener og referater fra kommunalbestyrelsens og udvalgenes møder ved at følge linket.


Læs dagsordener og referater til og med den 10. februar 2016

Dagsordener og referater fra efter den 10. februar 2016

 

 

Printvenlig version

Forside:


Udvalg: Innovation og velfærd (§17, stk.4)

Dato: Mandag den 21. november 2016

Tid: Kl. 16:30

Sted: Mødelokale 1 (forhal)

Indkaldelse :

  • Formand Dogan Polat (A)
  • Nils Jensen (A)
  • Helge Bo Jensen (Ø)
  • Allan Høyer (O)
  • Sofie Amalie Blomsterberg (V)


Indholdsfortegnelse

1. 17,4 Innovation af velfærd - iværksætteri i Albertslund
2. Borgerinddragelsesproces for nye seniorboliger

1. 17,4 Innovation af velfærd - iværksætteri i Albertslund

Anledning

Fælles drøftelse om innovationsbåren iværksætteri i Albertslund Kommune med §17,4 udvalget for Innovation i byen

 

Indstilling

Direktøren for By, Kultur, Miljø & Beskæftigelse indstiller,

  1. at udvalgene drøfter hvordan Albertslund Kommune kan bruge kommunens innovationsplatforme til at skabe iværksætteri

 

Sagsfremstilling

I Albertslund Kommune arbejdes der med en todeling inden for iværksætteri. Den generelle iværksætterindsats har som en del af Erhvervsstrategien forankring i Økonomiudvalget. Det andet ben i arbejdet med iværksætteri i Albertslund Kommune fremgår af handleplanen for kommunens erhvervsstrategi. Her fremgår det, at Albertslunds markante profil inden for lysteknologi og den smarte by skal udnyttes til at skabe nye virksomheder og beskæftigelse inden for grønt og kreativt iværksætteri.

 

Det indebærer bl.a. at der arbejdes med at understøtte nye former for lærings- og innovationsforløb med unge og andre der overvejer at starte virksomhed, over rådgivning til iværksættere og etablerede virksomheder, til at opsøge og indbyde nye virksomheder til samarbejde med kommunen.

 

I forlængelse af innovationsudvalgenes arbejdsområder, er det relevant at udvalgene drøfter hvordan handlingsplanens fokusområder om følgende kan realiseres;

  • introducere børn og unge til innovation og entreprenørskab
  • samarbejde med virksomheder inden for sund vækst og velfærdsteknolig, samt grønt og socialt iværksætteri
  • tiltrække iværksættere og talenter med interesse for lys, fotonik, lysteknologi og den smarte by

 

I 2016-2017 igangsættes følgende aktiviteter:

  • Smart Grøn Innovationsplatform under Gate21
  • Projektudvikling: Innovations- og iværksætterhus i Hersted Industripark som en del af Start-up
  • Åben skole: Produktudvikling og praktikforløb (innovation, lys, og den smarte by)
  • Netværksmøder mellem skoler og virksomheder med henblik på længerevarende samarbejder og virksomhedssponsorater
  • Markedsføring af Hovedstadens Iværksætterprogram, Iværksætterhusets og Væksthus Hovedstadens kursus- og vejledningstilbud til iværksættere, ledige og virksomheder.

 

På mødet vil Afdelingschef for By, Kultur & Fritid, Katrine Buhl Møller, præsentere et kort oplæg om Sund og Grøn Vækst i Albertslund Kommune.

 

Hans Henrik Agger, projektleder på Smart Grøn Innovationsplatform ved Gate21, vil ligeledes præsentere et kort oplæg om iværksætteri med blik på den videre drøftelse om hvordan politikerne kan bruge iværksætteri og innovation.

 

Beslutning

Afdelingschefen for By, Kultur & Fritid orienterede om iværksætterindsatsen i Albertslund Kommune under temaerne SMART-city, DOLL, den åbne skole, velfærdsområdet med living labs i sundhedshuset og Copenhagen Health Tech Cluster.

 

Hans Henrik Agger præsenterede sit oplæg om iværksætteri. Grundlæggende ses der to former for iværksætteri, der er de idéer som kan opskaleres og så er der de som ikke skaleres. Her har Albertslund Kommune mulighed for at kunne være trækplaster for afprøvning og facilitering af start-up virksomheder.

 

Udvalget og dets gæster drøftede på baggrund af de to oplæg, hvordan Albertslund kan og bør arbejde med iværksætteri og innovation. Det blev drøftet med fokus på:

  • Hvordan unge i Albertslund Kommune, i både gymnasiet og folkeskolen, kan være med til at bidrage til iværksætteri og innovation, og at der skal findes veje hvorpå de kan bidrage til mere.
  • at Albertslund Kommune pga. kommunens størrelse kan skabe gode muligheder for afprøvning af velfærdsteknologier og offentlig-privat-innovationssamarbejder - også med mindre etablerede virksomheder.
  • netværksarbejdet og kommunens netværksstruktur lader innovationsarbejdet vokse blandt medarbejderne. Her kan virksomheder og iværksættere eventuelt inviteres ind, hvis idéer skal opskaleres.
  • hvordan inspiration kan søges i udlandet om fx. hvordan man sikrer en faglighed og kultur om iværksætteri.
  • at der kan arbejdes med et ideologisk udgangspunkt for innovation og iværksætteri, hvor der er et bærende og gennemgående fokus på emnet. En start kunne være, at kommunen byder ind med fx 10 problemer eller såkaldte "wicked problems", som de ønsker løst. Her kan alle, unge, iværksættere, skoler, gymnasier, virksomheder, borgere mv. byde ind med hvordan problemerne kan løses. Grundlæggende handler det om, at det skal gøres konkret samtidig med at flere perspektiver bringes i spil.

 

Borgmester Steen Christiansen, §17,4 Udvalg for Innovation og velfærd, Trine Ladekarl Nellemann (NEXT), og Hans Henrik Agger (Gate 21) deltog i drøftelsen af dagsordenspunktet.

 

Helge Bo Jensen (Ø), Allan Høyer (O) og Sofie Amalie Blomsterberg (V) deltog ikke i mødet.

 

 

Bilag

1 Handleplan 2016-17 for Erhvervsstrategien 2013 - 2017 Handleplan 2016-17 for Erhvervsstrategien 2013 - 2017
2 Iværksætteri - Sund og Grøn vækst i Albertslund Kommune Iværksætteri - Sund og Grøn vækst i Albertslund Kommune
Tilbage til toppen

2. Borgerinddragelsesproces for nye seniorboliger

Anledning

Etablering af nye almennyttige seniorboliger i Albertslund Kommune

Indstilling

Direktøren for By, Kultur, Miljø & Beskæftigelse indstiller,

  1. at orienteringen tages til efterretning

Sagsfremstilling

I kommunens Vision & Strategi er der et mål om, at vi skal arbejde for, at seniorer kan flytte til mindre og mere egnede boliger, som en integreret del af byens fornyelse, hvor der lægges vægt på en boligmasse, der matcher Albertslund kommunes demografi. Forestillingen er blandt andet, at nye seniorboliger vil skabe en mobilitet i byens boliger, så nye børnefamilier kan bosætte sig i de boliger, som seniorerne vil flytte fra.

For at skabe interesse for at flytte i seniorboliger tilrettelægges der en borgerinddragelsesproces i to spor.

 

På mødet vil Anne Marie Holt Christensen, leder for By & Miljø, og udviklingskonsulent Julie Kvetny Jakobsen, præsentere borgerinddragelsesprocessen.

 

Beslutning

Anne Marie Holt Christensen, leder for By & Miljø, samt Julie Kvetny Jakobsen, udviklingskonsulent i Kultur, Plan & Digitalisering, orienterede om borgerinddragelsesprocessen for seniorboliger i Albertslund Kommune.

 

Udvalget drøftede oplægget med disse fokuspunkter:

 

  • Hvad er kriterierne for at blive en del af den kommende beboergruppe (hvor aktiv og engageret skal man være i processen)?
  • Muligheden for at danne private boligforeninger sideløbende med de almene?
  • Erfaringer fra andre kommuner, der viser, at det er godt at få engageret mange borgere i opstartsfasen: De første, der melder sig, er ikke nødvendigvis dem, der ender med at flytte ind

  

 

Helge Bo Jensen (Ø), Allan Høyer (O) og Sofie Amalie Blomsterberg (V) deltog ikke i mødet.

 

 

 

 

Bilag

1 Borgerinddragelsesproces seniorboliger Borgerinddragelsesproces seniorboliger
Tilbage til toppen