Gå til hovedindhold

Ny vejbelysning fejret på Roskildevej

Mandag morgen den 6. maj blev den nye, moderne vejbelysning på Roskildevej fejret med indvielsestale af borgmester Steen Christiansen og uddeling af goodiebags til cyklister i morgentrafikken

Indhold

    Der var smil på læben, kaffe på kanden og uddeling af goodiebags til cyklister og fodgængere mandag morgen på Roskildevej. Her fejrede Albertslund Kommune den nye vejbelysning langs Roskildevej med en officiel indvielse for at markere afslutningen på det storstilede projekt, som har stået på det seneste års tid.

    Her har Albertslund Forsyning nedtaget de gamle udtjente gittermaster fra 1940’erne og opstillet over 320 nye, moderne master med LED-armaturer. Et omfattende arbejde, som blandt andet har involveret nedgravning af over 7 kilometer kabel langs den meget befærdede vej. De nye master giver en meget bedre belysning, der gør det mere sikkert og trygt for både bilister, fodgængere og ikke mindst de mange cyklister, der dagligt færdes på vejen.

    ”Vi kan fejre et projekt, der har været politisk højt prioriteret med over 11 millioner kroner. Og det nye lys er helt i tråd med målsætningerne i vores klimaplan om energieffektivitet og mobilitet. Det bidrager altså i den grad til et mere bæredygtigt Albertslund og til en mere tryg by. For der er ingen tvivl om, at lyset nu er meget langs Roskildevej,” siger borgmester Steen Christiansen.

    Han var sammen med medlemmer af kommunalbestyrelsen stået tidligt op for at uddele goodiebags med morgenbolle, vand, reflekser og cykellygter til de mange passerende albertslundere, som fremover kan nyde godt af den opgraderede belysning på Roskildevej både i morgen- og aftentimerne.