Gå til hovedindhold

Børnehuset Damgården totalrenoveret og indviet

I det skønneste solskinsvejr blev Børnehuset Damgårdens totalrenoverede rammer indviet torsdag den 2. maj - efter alle kunstens regler med kage, saftevand, flag, balloner og taler

Indhold

    Torsdag den 2. maj blev de nyrenoverede rammer for Børnehuset Damgården indviet. Det har været en gennemgribende renovering af eksisterende bygninger, som kommer børn, forældre og medarbejdere til gavn og glæde. Det gælder både for Børnehuset Damgården her og for dagplejen, som får til huse i de nye rammer i nummer 16. Indvielsen blev markeret med saftevand, kage, flad, balloner i det fineste solskinsvejr, hvor leder af børnehuset, Zemma Luise Westh Poder, bød velkommen med en kort tale, hvorefter borgmester Steen Christiansen fik ordet.

    Totalrenoveret børnehus
    Hvad er der så mere konkret sket med bygningerne her? Der er sket  en totalrenovering af Damgårdsvej 16, 18 og 20. Det betyder, at tagene er blevet efterisoleret, facader er udskiftet, der er lagt nye gulve, nye lofter og nye køkkener er installeret. Indvendige døre er blevet udskiftet, samtlige toiletter og badeværelser er blevet renoveret, der er installeret helt nyt el, VVS og CTS i alle tre bygninger, og der er installeret helt nye ventilationsanlæg. Og så er udearealerne blevet istandsat med nye legepladser. Det har kostet 40 mio. kroner, som vil gavne børn, voksne og klimaet.

    Som en del af det at ruste Albertslund bedre til fremtiden med god plads til børnene, besluttede Kommunalbestyrelsen tidligere, at medarbejdere og børn fra Børnehuset På Sporet nu er blevet en del af Damgården i en moderniseret og udvidet model. På den måde var den 2. maj også første dag for den samlede institution. Om det sagde borgmester Steen Christiansen i sin tale:

    "Det har naturligvis været en stor forandring for flere forældre, børn og personalet fra begge institutioner på den måde at skulle samles. Den slags tager tid, men I skal have al mulig ros og tak for at være gået til det på en ordentlig måde." 

    Gode rammer for en god fremtid
    Steen Christiansen sagde videre:

    "I dag står vi så her og indvier de nye bygninger og udearealer, som skal danne rammerne for en fantastisk fremtid her i Børnehuset Damgården. En fremtid, som er startet i dag. En fremtid med alle gode muligheder for, at børn og forældre kan trives, hvor de bliver mødt af dygtige voksne, pædagoger og medhjælpere, i de super rammer, som  den moderne institution her skaber. Der er altså al mulig grund til at være optimistisk omkring fremtiden."

    I slutningen af talen takkede han alle, der har gjort det nyrenoverede børnehus muligt:

    "Tak til alle, der har gjort det muligt. Al personale i Damgården og På Sporet, tak til håndværkere og medarbejderne i Albertslund Kommunes afdeling for kommunale ejendomme. Stor tak, skal I have.

    Og stort tillykke til Damgården med de flotte nye rammer. Tillykke til Albertslund med endnu en vellykket modernisering og led i udviklingen, der bidrager til en mere bæredygtig by – for børnene, det grønne og fællesskaber."

    Og han sluttede så af med et trefoldigt længe leve for Børnehuset Damgården, og koret på legepladser med børn, forældre, medarbejdere og kommunalbestyrelsesmedlemmer stemte i med tre høje hurraer.