Fritidsjobambassadør

Boligområdet Hedemarken har fået en fritidsjobambassadør, der skal sikre en positiv indstilling til uddannelse og job blandt de 13-17-årige børn og unge. Projektet er lige startet og løber frem til efteråret 2017. Projektet har til formål at støtte unge piger og drenge i alderen 13-17 år med muligheder for at få et fritidsjob. Det sker blandt andet ved at give de unge hjælp og rådgivning til at finde spændende jobmuligheder, skrive ansøgninger og gå til jobsamtale.


Fritidsjob - Albertslund Kommune

Asam Amjad er ansat som fritidsjobambassadør med base i Ungehuset i Hedemarken og tilknytning til Herstedlund skole ved siden af. Asam Amjad er overbevist om at finde mange motiverede unge i Hedemarken og omegn, der godt kunne tænke sig et fritidsjob. Han har allerede fået flere positive henvendelser fra unge, som synes, projektet lyder spændende og sjovt. ”Et fritidsjob er med til at forme de unge som mennesker. De vil komme i situationer, som er uforudsigelige. Det er der, hvor de udvikler sig. De skal prøves af, og jeg vil gerne presse dem lidt. Men på den positive og trygge måde. Det er sådan, de kommer til at mærke livet,” siger Asam Amjad.

Asam bliver præsenteret for udskolingseleverne på Herstedlund skole ved temadage i uge 11 og forældre vil blive inviteret til informationsaftener, hvor der fortælles mere om projektet til nysgerrige og måske bekymrede familier. Det er et led i projektet, da opbakningen er vigtig, fordi mange unge vil opleve at blive pålagt et helt nyt ansvar og tanker om fremtidsmuligheder. De lokale virksomheder skal også stifte bekendtskab med Asam, så nogle af unge kan komme i lokale job.

Hvis du som ung, forældre eller virksomhed ønsker mere information om projektet, så kan du gå ind på www.albertslund.dk/fritidsjob eller kontakte Asam Amjad på: 51687549 eller asam.amjad@albertslund.dk