Ny LED-vejbelysning på Roskildevej

Den prisvindende designer Mads Odgaard står bag den nye energibesparende MO500 LED-lampe, som vil præge bybilledet fremover.


Roskildevej i Nyt Lys - Albertslund Kommune

Den nye gadelampe, som hedder LED MO500, er resultatet af et udviklingsarbejde mellem Albertslund Kommune, designeren Mads Odgaard og Louis Poulsen Lighting A/S.

 

Energibesparende løsning

Måske har du lagt mærke til, at der er kommet ny gadebelysning langs Roskildevej. Projektet har siden start handlet om at tænke nyskabende og innovativt og om hvordan vi kan give Albertslund Kommune energibesparelser på længere sigt.

Mads Odgaard, som er designeren bag, står også bag Albertslund Kommunes A-lampe. Denne vandt ELFORSK Prisen i 2009, og kan i dag ses rundt omkring Albertslunds mange stier og mindre veje.

Den ny lampe har været udstillet og testet i DOLL Living Lab ved Herstedøster Landevej, hvor testningen blandt andet bestod af intelligent sensorstyring til regulering af lyskilden, hvor lampen her kunne sammenlignes med den konventionelle gadelampe.

LED-lyskilden på Roskildevej er udstyret med automatisk lysdæmpning, som regulerer lyset ned til 50% styrke mellem 22:00 og 06:00 og har derfor en ekstra lang levetid på op imod 15-20 år.

Udviklingsarbejdet er kommet i stand via Albertslund Kommunes engagement i Dansk Lys Innovationsnetværk, og det nye lys er del af en større plan for udskiftning af vej- og gadebelysningen til mere energibesparende og moderne LED-belysning.