Medvind på cykelstien

20 borgere og medarbejdere fra Albertslund Kommune har fra oktober til december skiftet bilen ud med en elcykel, da de deltog på tredje hold i projektet ”Test en elcykel”


Medvind på cykelstien - Albertslund Kommune

Lone Brinchmann Jensen, viceskoleleder på Egelundskolen, er en af dem, der gennem de sidste 3 måneder har prøvet at udskifte bilen med en af Albertslund Kommunes nye låne-elcykler. I alt blev det til 35 cykeldage og 367 km til og fra arbejde.

Lone har altid været trofast cyklist og blandt andet tidligere en del af en pigecykelklub. De deltog bl.a. i cykelløb og var særdeles engagerede, men... "desværre kun indtil vi fik kørekort, så blev bilen det foretrukne transportmiddel" udtaler Lone, og fortsætter, "det blev så nemt at lade cyklen stå. Da jeg læste om muligheden for at låne en elcykel gjorde jeg op med mig selv, at nu skulle det være slut med dårlige undskyldninger for at tage bilen. Jeg valgte den aktive løsning i stedet."

Lone kom med det samme til at holde af sin nye cykel. "Jeg kørte helt op til 27 km/t på cyklen, og det var en fantastisk følelse bare at flyve afsted!" Hun oplevede endda, at elcyklen var tidsbesparende, fordi hun nu kunne stryge lige igennem trafikken i myldretiden.

Ifølge Lone får man mere energi, og bliver i det hele taget mere fysisk og mental aktiv af at cykle hver dag. En klar gevinst ved den friske morgentur. Lone har efter projektet oplevet, at det overskud hun får fra cyklingen nu i virkeligheden er dét, der hver dag motiverer hende til at tage cyklen frem for bilen.

"Der var alt i alt suveræn vejledning, opbakning og service gennem hele projektet", udtaler en fuldt ud tilfreds Lone Brinchmann Jensen. "Jeg håber, at de næste lånere af elcykler vil få lige så stor glæde af projektet som jeg selv", siger Lone, og slutter af med en 'pep talk': "Cykling er godt for miljøet, for dig og for dine omgivelser. Og gå endelig ikke glip af det spirende forår, der er på vej!"

Læs mere om projektet "Test en elcykel".