Taiwan ser lyset i Albertslund

Albertslund går foran med Nordeuropas førende lyslaboratorium og tager dermed de første skridt til at blive en SMART CITY. En lang række virksomheder står allerede klar til at teste deres lamper, og det vækker genlyd vidt omkring. Blandt andet har et kamerahold fra Taiwan TV i sommerens løb været i Albertslund for at filme arbejdet med fremtidens lys til veje og stier.


Taiwan ser lyset i Albertslund - Albertslund Kommune

Se indslaget om Albertslund fra Taiwan TV

Hvordan kommer borgerne til at mærke, at I etablerer et lyslaboratorium i Albertslund?

Spørgsmålet er rettet mod Steen Christiansen, der er borgmester i Albertslund Kommune, og bliver stillet af Kari Wu, der er journalist fra Taiwan TV.

Steen Christiansen svarer på engelsk:

"Forestil dig, at sensorer i stibelægningen i fremtiden kan mærke, om en fodgænger eller cyklist nærmer sig f.eks. en tunnel, og da der er indbygget wifi i fremtidens belysning, så sendes der et signal om at skrue op for lysstyrken. Denne type intelligent belysning vil imødekomme flere ønsker. For det første vil borgerne på stien opleve en større tryghed, fordi der kan skrues op for lysstyrken. For det andet vil der blive brugt færrest mulige ressourcer, fordi lyset tilpasses de tidspunkter, hvor der er brug for det."

Testcenter og showroom
Netop i disse uger kommer Albertslund et stort skridt tættere på at blive fremtidens smarte by. I det største industriområde i Albertslund, Hersted Industripark, er man gået i gang med at etablere det, der skal blive til Nordeuropas førende testcenter og showroom for lys. Testcenteret skal hedde Living Lab, og her kan virksomheder teste den nyeste belysning og teknologi på veje og stier.

Og det er netop her i Hersted Industripark, at interviewet med Kari Wu og Taiwan TV finder sted. På 6. sal i den store kontorbygning, hvor kontrolrummet i testcenteret er ved at blive etableret. I kontrolrummet kan man i fremtiden bl.a. fjernstyre de lygtepæle, som testes på gadeplan.

Alle de nye lygtepæle er udstyret med wifi, så der fra den enkelte lygtepæl kan sendes data til kommandocentralen her. Wifi er kort sagt trådløs overførsel af data. Alle data fra hver enkelt lygtepæl kan dermed sendes til kommandocentralen og bearbejdes.

Steen Christiansen siger til kameralinsen fra Taiwan TV:

"Teknologien betyder, at virksomhederne kan få testet deres gadebelysning i den virkelige verden, og det er der kæmpe interesse for. 16 virksomheder er allerede en del af fuld-skala lyslaboratoriet, bl.a. Louis Poulsen, Philips Lighting, Thorn Lighting og Osram."

Arbejdet er i fuld gang med at få gravet og lagt kabler ned langs i alt 9,2 kilometer veje og stier i Hersted Industripark, hvor virksomheder fra Danmark og udlandet snart kan teste deres produkter i skalaen 1:1. De første lygtepæle, der skal testes, er sat op.

I det nye lyslaboratorium kan kommuner søge eksakt viden om de nyeste produkter og løsninger, når det gælder etablering af intelligent lys i det offentlige rum, og teste og afprøve dem i fuld skala. Hvert produkt får 200-300 meter vej at oplyse – og så er det videre til næste lampe i det kæmpe udendørs showroom.
__________
FAKTA
Living Lab er en del af konsortiet DOLL – A Photonics Green Lab, hvor Albertslund Kommune er partner sammen med DTU Fotonik og Gate 21. Ud over Living Lab i Hersted Industripark består DOLL af et Quality Lab og et Virtual Lab på DTU Fotonik i Roskilde. Lyslaboratoriet bliver officielt åbnet den 4. september.