Renovering af Kanalgaden: Gruset må ikke betrædes

Hegnet omkring arbejdsarealet ved kanalen skal respekteres. Det er farligt at bevæge sig i området, og projektet kan blive forsinket, hvis gruset skal stabiliseres igen og igen.


Renovering af Kanalgaden: Gruset må ikke betrædes - Albertslund Kommune

Albertslund Kommune og HOFOR er i gang med at renovere og gøre Kanalgaden gennem byen til et mere åbent og hyggeligt sted at opholde sig. Men indtil det sidste arbejde er færdigt, fliserne er lagt og hegnet er fjernet, så skal man holde sig på den rigtige side af hegnet, opfordrer HOFOR.

”Vi har flere gange oplevet, at hegnet bliver fjernet, og så er der fodspor i gruset. Det er et arbejdsområde, så det er farligt at bevæge sig der om dagen, hvor maskiner kører rundt. Arbejderne kan ikke se dig eller din hund, hvis de er koncentreret om gravearbejdet. Og hvis man bevæger sig rundt bag afspærringen om aftenen og i weekenden, så bliver vi nødt til at stampe gruset sammen igen, og det kan i sidste ende forlænge projektet”, forklarer Helle Kay, projektleder hos HOFOR.

Hvis projektet skrider planmæssigt frem, så vil hegnet fra Fuldbrovej og frem mod Vandhaverne være væk inden juni måned, og så vil det igen være muligt at krydse kanalen flere steder.

Læs mere om renoveringen af Kanalgaden her