Grøn omstilling med urban farming - dyrkning og fødevarer tilbage i byerne

I Albertslund Kommune arbejder vi med et globalt udsyn og lokale tiltag, der sætter skub i den grønne omstilling. Med en strategi for produktion af fødevarer i byen efterspørger vi fremtidens svar på udfordringer med fødevareforsyning, der på et globalt plan kalder på nytænkning, bæredygtig produktion og lokale løsninger.


Urban Farming - Albertslund Kommune

I fællesskab med med borgere, virksomheder, universiteter, skoler og andre vil vi skabe mulighederne, udsynet og de handlinger, der skal til for, at byerne kan bidrage til fremtidens forsyning af fødevarer.

Byen som laboratorium

Albertslund Kommune har formuleret en strategi om, hvordan vi med et markedsorienteret fokus på urban farming vil gøre forstaden til by-laboratorium for fremtidens produktion af bæredygtige fødevarer. Urban farming i Albertslund skal bidrage til mere natur, mere vækst og flere arbejdspladser.

Grønt liv

Med strategien som ramme skal vi gentænke det grønne liv i byen. Det kan være nicheproduktion og nye markeder for afsætning af lokale varer, det kan være indendørs industriproduktion i stor skala eller det kan være nye sociale fællesskaber, der udspringer af en fælles interesse for dyrkning. Et liv med grønne fingre, flere grønne områder og grøn omstilling vil gavne de virksomheder og andre interesserede, der ønsker at skabe udviklingen sammen med os, og ikke mindst Albertslunds nuværende og kommende borgere.