Uheld med spild af kemikalier

Hvad skal du gøre hvis din virksomhed spilder kemikalier?


Ved spild er det altid vigtigt at handle hurtigt, så vores kloaksystem, jord og grundvand ikke tager skade, og vi kan begrænse de økonomiske omkostninger. I disse sager om spild er det vigtigt, at vi som kommune og virksomhed hjælper hinanden og arbejder godt sammen.

Tiden er en kritisk faktor

Ved kemikaliespild er tiden én af de vigtigste faktorer. Vi har hver vores opgaver i den kritiske situation. I skal som virksomhed bl.a. hurtigt danne jer et overblik over situationen – hvad der er spildt og hvor meget, samt hvor er det spildt henne. I skal med det samme forsøge at forhindre, at spildet f.eks. løber i regn- eller spildevandskloakken. På baggrund af spildets omfang og art skal I vurdere, om det er nødvendigt at ringe til alarmcentralen på 112. Hvis I er i tvivl, så ring 112.

Kontakt altid kommunen eller HOFOR ved spild

Spild på jord

Kemikaliespild på jorden med risiko for grundvandsforurening Hvis der spildes kemikalier på jorden i din virksomhed, skal I altid ringe til kommunens Miljø- og Virksomhedsteam på tlf. 43 68 68 68 i rådhusets åbningstid kl. 10.00 – 14.00. I tidsrummet 14.00 – 10.00 kontaktes rådhusets vagttelefon 43 68 67 67.

Hvis olie, benzin, diesel eller andre kemikalier spildes på jorden, er der stor fare for, at kemikalierne hurtigt løber videre ned i jorden og derved kan give risiko for forurening af vores grundvand, som vi anvender til drikkevand i kommunen. Ved en hurtig indsats kan vi begrænse omfanget, så den mængde forurenet jord, der skal opgraves, bliver minimal, og risikoen for forurening af vores grundvand minimeres.

Kemikaliespild til regn- og spildevandskloakken

Hvis der spildes kemikalier, som løber til kloakken, skal I altid ringe til HOFOR's vagtstation på tlf. 38 88 24 24.

Hvis olie, benzin, diesel eller andre kemikalier løber i regnvandskloakken dvs. afløbsriste på arealer ude i det fri, er der fare for forurening af kommunens regnvandsbassiner, vandløb og søer.

Hvis kemikalierne løber i spildevandskloakken, dvs. gulvafløb, håndvaske indenfor i bygninger, er der fare for forurening af rensningsanlægget. Kloakarbejdernes sikkerhed er også i fare ved spild af kemikalier.

Kend din kloak

Inddæmning af forureningen

Kommunen og/eller HOFOR rykker straks ud, når der er sket kemikaliespild. Vi kan bl.a. lukke af for regn- eller spildevandskloakker forskellige strategiske steder i kommunen og på den måde inddæmme et spild, som allerede er løbet til kloak. I hvert enkelt tilfælde vil vi vurdere, om der er behov for at rekvirere en slamsuger. Ved forurening af regnvandssystemet vurderer vi, om der skal udlægges flydespærringer i vandløb og søer. Ved forurening af spildevandskloakken informerer vi Spildevandscenter Avedøre.

Spild af kemikalier ?