Grønt Kontor

Grønne Kontorer arbejder med at forbedre miljø- og energiforholdene på kontoret


Ved at blive Grønt Kontor får I mulighed for at skabe et samlet overblik over kontorets energiforbrug og CO2 belastning fra bl.a. belysning, computere, varmekilder og transport. Derudover får I også en række konkrete bud på, hvor det er muligt at optimere og opnå besparelser i netop jeres virksomhed.

Grønne Kontor i Albertslund

Vi har i øjeblikket 4 "Grønne Kontorer", som passer ekstra godt på miljøet:

  • Johnny Larsen Snedkerier
  • Mini Trans
  • Techmedia
  • Kraft Food

For at få diplomet skal virksomheden ligesom de Grønne Butikker årligt udpege indsatser og løbende arbejde med at forbedre miljø- og energiforholdene i kontordriften.

Hvad kræver det at være med?

For at deltage i "Grønt Kontor" kræver det først og fremmest et ønske fra jeres side om at yde en forpligtende indsats for at nedbringe el- og varmeforbruget i virksomheden. Derudover skal I aktivt tilmelde jer ordningen, som bl.a. indebærer, at I årligt:

udpeger konkrete indsatsområder
oplyser virksomhedens forbrugsdata
laver en plan for energireduktion
På baggrund af jeres indberetninger vurderer Energitjenesten den samlede indsats og udsteder diplomer til de virksomheder, der indfrier de fastsatte mål.

Hvad er udbyttet?

Ved at tilmelde jer "Grønt Kontor" tager I hul på et struktureret og systematisk forløb med fokus på nedbringelse af jeres energiforbrug. I kraft af ordningens forløb får I ikke alene kortlagt det aktuelle forbrug. Grønt Kontor indebærer også uvildig rådgivning om alternative løsninger og muligheder for økonomiske besparelser. Sidst men ikke mindst, sender I med deltagelsen et kraftigt signal om, at I ønsker at optræde ansvarligt i forhold til sikringen af fremtidens klima og miljø.

Albertslund Kommune vil gerne profilere de virksomheder, der deltager i Grønt Kontor ordningen. Blandt andet indgår overrækkelsen af "Grønt Kontor diplomet" i den årlige offentliggørelse af kommunens grønne regnskab, hvor borgmesteren overrækker de grønne diplomer. Kommunen arbejder derudover løbende på at skabe omtale af virksomhedernes initiativer og erfaringer via kommunens hjemmeside, i lokale medier og med forskellige former for events i løbet af året.

Tilmelding

Har I fået lyst til at tilmelde jer Grønt Kontor eller blot høre mere om ordningen, er I velkommne til at kontakte Albertslund Kommunes energikonsulenter på miljo@albertslund.dk.

Der vil også være mulighed for at læse mere om ordningen på Energitjenestens hjemmeside.