Tandpleje 0-5 år


Når barnet er ca. 8 mdr., sender vi et velkomstbrev med en tandbørste.

Omkring 18 måneders alderen, indkalder vi til det første besøg på tandklinikken. Ved det første besøg er det vigtigste ikke at undersøge tænderne, men at barnet og i som forældre kommer ind og ser hvordan vi bor, og hvad vi laver.

Vi leger lidt med tandlægeudstyret, og taler om de skader som sukkerholdigt mad og drikke kan give, vi kommer også ind på amning, sut og sutteflaske samt,  hvordan i bedst passer på tænderne.

 

 

Tandbørstning

Begynd at børste når den første tand bryder frem.

Børst med en lille blød tandbørste med små gnubbebevægelser på alle tandflader.

Brug lidt fluortandpasta - ikke mere end hvad der svarer til barnets lille fingernegl.

Sunde tænder og sund mund, betyder langt færre tandlægebesøg – også når barnet er blevet voksen. Med din hjælp til tandbørstning holdes tandkød og tænder rene for bakteriebelægninger.

Barnet er ikke motorisk udviklet til at kunne børste helt rent før de er ca. 12 år gamle.

Her er nogle videoer om tandbørstning, udlånt af Aalborg Kommunale Tandpleje:

Den første tand:

https://www.youtube.com/watch?v=9NgzZvCjHlI&feature=youtu.be

3-års tandbørstningen:

https://www.youtube.com/watch?v=vcEnZrsHR4o&feature=youtu.be

 

 

Skade på mælketænder

Skaderne kan se forskellige ud og behandlingen afhænger af, hvad der er sket med tanden. Hvis det kun er en mindre skade, er det ikke altid nødvendigt at gå til tandlæge med det samme, men hvis tanden/tænderne er meget løse, eller slået i stykker, kan det være en god ide at kontakte tandplejen telefonisk.

Tandlægebesøg hvor ofte?

Undersøgelser og behandling tager udgangspunkt i det enkelte barns behov, derfor bliver nogle børn og unge indkaldt med 18 måneders mellemrum mens andre bliver indkaldt oftere.

Har i brug for at have kontakt med klinikken tidligere, er i altid velkomne til at tage kontakt til os. Tandplejen 4368 7720.

Medicin

Medicin kan være meget sødt og sukkerholdig og klæber ofte til tænderne, derfor er det vigtigt at være ekstra omhyggelig med tandbørstningen.

Jerndråber og vitamin-tyggetabletter med jern kan misfarve tænderne – skyl eventuelt efter med vand.

Spise- og drikkevaner

Undgå at give dit barn smag for det søde. Det er unødvendigt at drysse sukker på barnets mad. Hver gang man spiser eller drikker noget, som indeholder sukker, for eksempel slik, rosiner, kiks, sodavand, saftevand eller juice, er der fare for at få huller i tænderne.

Lidt frisk frugt, popcorn, grøntsagsstave er gode mellemmåltider. Til de større børn er nødder også en god snack. Det er en god ide at lære barnet, at man drikker vand til maden. Hvis barnet er fyldt 1 år må der også meget gerne drikkes letmælk.

 

Sut og sutteflaske

Brug sutten med omtanke. Hvis sutten bruges efter 3-års alderen, kan den medføre forkert tandstilling og talebesvær.

En sutteflaske bør kun bruges ved måltiderne og kun til mælk eller vand – aldrig til juice eller saft, da dette kan give huller i tænderne.

Fra 6 måneders alderen kan barnet drikke af en kop.