Navneændring

Du kan ændre både dit fornavn, mellemnavn og efternavn, hvis du har fast bopæl i Danmark. Det koster 510 kr.


Du kan ansøge digitalt om navneændring, eller du kan ansøge hos dit bopælssogn.

Undtagelser for betaling af gebyr for navneændring

Du skal ikke betale gebyr for en navneændring i forbindelse med vielse, hvis du søger senest tre måneder efter vielsen
Du skal heller ikke betale gebyr for en navneændring for dit barn under 18 år, hvis barnets navneændring følger af en navneændring, som du får eller har fået.

Nyt sundhedskort, pas eller kørekort ved navneændring

Ved navneændring i forbindelse med vielse skal du ikke selv betale for nyt sundhedskort. Det bliver automatisk sendt til dig, efter navneændringen er blevet registreret. Sker navneændringen ikke i forbindelse med vielse, skal du selv bestille og betale for et nyt sundhedskort, efter navneændringen er blevet registreret.

Der er intet lovmæssigt krav om, at du skal have nyt kørekort eller pas, når du har ændret navn. Ønsker du alligevel nyt kørekort, skal du ansøge om et duplikatkørekort. Ønsker du også nyt pas, skal du ansøge om det på almindelig vis. Husk dog, at din navneændring skal være registreret, før du ansøger om nyt kørekort eller pas.

Hvornår eller hvordan får jeg en attest?

Du kan bestille en attest med NemID.

Hvis ikke du har eller kan få NemID, skal du du henvende dig personligt til et kirkekontor. Hvis du eller én i familien netop har fået en navneændring med NemID, får anmelder automatisk tilsendt 'Bekræftelse af navn' til anmelders digitale post.

Til din information kan alle myndigheder se, når navneændringen er registreret i CPR.