Sløjfning af boringer og brønde

Brønde og boringer skal sløjfes af en autoriseret brøndborer. Du må ikke gøre det selv. Brønden/boringen skal sløjfes med de rigtige materialer, og brøndboreren skal meddele til Danmarks og Grønlands geologiske undersøgelser (GEUS), at brønden/boringen er sløjfet.


Hvis du ønsker at skifte til almen vandforsyning så skal din boring eller brønd sløjfes

Har du en brønd eller en boring, som ikke længere bruges til husholdning?
Har du en boring, som du ikke længere har en indvindingstilladelse til (f.eks. en gammel markvandsboring eller en boring til anden erhvervsmæssig indvinding)?

Du har ikke automatisk ret til at beholde den eller disse boringer! Men hvis du gerne vil beholde boringen, kan du søge om tilladelse til at indvinde vand til havevanding eller dyrehold. Der gives ikke tilladelse til at beholde gamle brønde.

Hvorfor skal den gamle brønd/ boring sløjfes?
En brønd eller boring som ikke bruges, udgør en risiko for forurening af grundvandet. Brønden/boringen fungerer nemlig som et dræn for overfladevandet direkte ned i grundvandet. På den måde passerer det bakterie- og næringsstofholdige overfladevand forbi det biologisk aktive lag i jordsøjlens øverste meter og eventuelle beskyttende lerlag herunder. Også andre, miljøfremmede, stoffer kan komme den vej ned i grundvandet.