Grøn Initiativpris

Hvert år uddeles en Grøn Initiativpris til en borger eller borgergruppe, der har gjort en særlig indsats for naturen, klimaet eller miljøet


Grøn Initiativpris - Albertslund Kommune

Grøn Initiativpris 2015

De grønne initiativpriser 2015 blev uddelt ved præsentationen af Grønt Regnskab 2015 på Bytorvet d. 8. september.

Vinderne blev:

  • Byhavens Hænder (billedet)
  • De frivillige bag Drivhuset
  • Jaynet A/S

Byhavens Hænder vandt for deres arbejde med lokal dyrkning i Hedemarken. Byhavens Hænder dyrker grøntsager, krydderurter og blomster til gavn for en del af boligområdets husholdninger. Dyrkningen sker i egenproducerede højbede som forskønner og forgrønner området foran det lokale bibliotek og medborgercenter.

De frivillige bag Drivhuset vandt for deres frivillige arbejde med at holde Drivhuset åbent i weekenderne. Drivhuset er byens største bytteplads beliggende på Genbrugsstationen. Ordningen fremmer direkte genbrug, hvor effekter, der ikke længere kan bruges af en person kan komme en anden person til gode.      

Læs om jaynets vinderprojekt her

Hvordan vinder vi Grøn Initiativpris?   

Albertslund Kommune vil gerne anerkende de borgere, der gør en ekstra indsats for miljøet. Derfor uddeler kommunen hvert år Grøn Initiativpris. Prisen bliver tildelt efter kriterierne "miljøeffekt på kort eller lang sigt", "demonstrationsværdi" og "nytænkning". Vinderne udpeges af en dommerkomité bestående af chefer i Albertslund Kommune.

Alle kan indstille, og det er ikke nødvendigt, at leve op til alle tre kriterier.

Der præmieres i hver af kategorierne; borger, erhverv og kommune. 

Tidligere modtagere af Grøn Initiativpris Borger

Se en oversigt over tidligere modtagere af initiativprisen og læs hvad de har modtaget prisen for

2014: Bjørnens Sportsfiskerforening
Sportsfiskerforeningen har i 2012 og 2013 gennemført et naturskoleforløb for 5. og 6. klasser i kommunen om vandløb og fiskepleje. Derefter har de sammen lavet en naturgenoprettende restaurering af St. Vejleå, som har givet mere fiskeyngel i åen.

2013: Miljøgruppen i VA4Syd
Miljøgruppen har gennemført mange fantasifulde miljøaktiviteter i boligområdet. For eksempel familier, der dyster om at spare vand og energi, fakkeloptog på 'Sluk lyset'-dagen, fælles indsamling af affald i nærområdet - og et solcelleanlæg på beboerhusets tag.

2012: Gertrud Gelting
Gertrud Gelting har gjort en vedholdene miljøindsats i Bloklands miljøgruppe. Hun har forbedret mulighederne for at sortere affald i Blokland, været en aktiv skribent i beboerbladet og stået bag diverse kampagner, bl.a. i samarbejde med ABC og Agendacenteret.

2011: Kris og Jesper Simonsen samt Søren Gang og Ximena Garcia
Familierne har stillet deres private boliger i hhv. Røde Vejrmølleparken og Flintager til rådighed i energirenoveringsprojektet Albertslund Konceptet.

2010:Vridsløselille Andelsboligforening og Albertslunds Boligselskabs rækkehusfølgegruppe
Følgegruppen har udvist stort initiativ og engagement i energirenoveringsprojektet og helhedsplanen for Rækkehusene i Albertslund Syd, herunder prøvehuset i Bjørnens Kvarter og prøvehusene i Fiskens Kvarter

Albertslund Kommune har uddelt Grøn Initiativpris siden 1996. En liste over alle tidligere prismodtagere kan rekvireres ved henvendelse til mt@albertslund.dk.