Whitstable, England


I Kent i det sydøstlige England ligger Whitstable, som har været Albertslunds venskabsby siden 1995. Byen ligger kun ca. 80 km fra London og kan nemt nås herfra enten med bil, tog eller bus.

Whitstable er en lille havneby, præget af maleriske gader med små fiskerhuse. Den havde sin storhedstid i slutningen af de 19. århundrede, og der var engang en fast færgerute mellem Whitstable og Esbjerg. Whitstable har i århundreder været kendt for sine østers, og skaldyr er stadig en specialitet i byen. I slutningen af juli holdes den årlige østers festival, som byder på aktiviteter for hele familien. Byen har såmænd også en østersfiskeri-udstilling, hvor man kan se, hvordan fiskeriet foregår i praksis. Byens museum er præget af udstillinger om fiskeri, skibsbygning og dykning.

Udover det maleriske havneliv byder Whitstable på forskellige former for sejlsport, og byen trækker mange gæster til i forbindelse med forskellige mesterskaber og regattaer.

Den nærmeste større by er Canterbury, som ligger 10 km fra Whitstable. Den største attraktion er den verdensberømte katedral, men der er også gode indkøbsmuligheder.

Området i og omkring Whitstable er ren engelsk idyl med smukke landsbyer og haver.

Fakta om Whitstable
Godt 30.000 indbyggere spredt på et par lokaliteter.
Nærmeste større by er Canterbury. Kort
Lever primært af fiskeri og skibsbygning.
Venskabsby siden 1995

Læs mere på Whitstables hjemmeside