Fremtidens folkeskole

Det er afgørende for os at folkeskolen med professionalisme, faglig dygtighed og stærke relationer giver vores børn mulighed for at udfolde deres fulde potentiale


Folkeskolen er en af vores vigtigste samfundsinstitutioner. Her dannes og uddannes vores børn og unge. Her lægges fundamentet til fremtidens ressourcer. Her mødes børn, forældre, lærere og pædagoger på tværs af kulturelle, etniske, sociale, økonomiske og uddannelsesmæssige forskelle. 

Skolestrategien "Skole for alle"

I strategien "Skole for alle" beskrives udviklingen af folkeskolen frem til 2022. Målet er, at flere unge gennemfører en ungdomsuddannelse og at folkeskolerne I Albertslund bliver nogle af landets bedste. Derudover sætter "Skole for alle" blandet andet også fokus på inklusion og på forældresamarbejde.

Skolen skal tilbyde faglige udfordringer for alle. Derfor sætter vi ind med kompetenceudvikling rettet mod lærere og pædagoger. Vi inddrager forskning i vores udvikling af folkeskolen for derved at styrke læringsmiljøet i et interaktivt samspil mellem forskning og praksis.

Vi ønsker at være ambitiøse på vores børn og unges vegne, og at skabe en ramme som giver dem de bedste muligheder. Derfor sætter vi fokus på både de faglige, de sociale og de personlige kompetencer. 

Folkeskolereformen og "Skole for alle" i Albertslund

Den lokale ramme for reformen er "Skole for alle". De politiske mål i Albertslund er alle målsætninger, der yderligere konkretiserer og støtter op om målene og resultatkravene i folkeskolereformen. Albertslund Kommune har således været på forkant med at opsætte konkrete mål på folkeskoleområdet.

 Læs "Skole for alle"

Læs "Folkeskolerefom i Albertslund 2014"

Styrket faglighed

Naturfag

Vi finder det af afgørende betydning, at alle unge i Albertslund kommune forlader uddannelsessystemet med en solid naturfaglig ballast. 

Vi anser det ligeledes for vigtigt, at børn og  unge gennem undervisningen i naturfag, bliver rustet til at manøvrere i en hverdag, der stiller stadig øgede krav til dem om at forholde sig til bæredygtighed, miljø og klima.

 

Mål

I skoleåret 2016/17 skal gennemsnittet i matematik, biologi, geografi og fysik/kemi være hævet med én karakter afhængigt af faget. Det er desuden vores mål at motivere flere unge mennesker til at vælge naturfaglige uddannelser senere i livet.

 

Sprogforståelse og læsning

Sprog og læsning er vigtige kompetencer, der bidrager til barnets personlige udvikling, selvværd og lyst til at lære. Det er af stor betydning for barnet og den unge at opnå gode sprog- og læsekompetencer, da det har indflydelse på deres valgmuligheder  senere i livet.

Da sprog- og læsekompetencer udvikles i et samspil af mange faktorer, skal de styrkes i alle fag og ved en kvalificeret og sammenhængende indsats på alle alderstrin.

Mål

I 2017 skal børnenes resultater vise endnu bedre resultater. I efteråret 2014 indstilles en ny beregningsmåde til politikerne.

Sociale færdigheder

Sociale og relationelle kompentecer

Alle børn skal have mulighed for at indgå i fællesskaber, så de kan trives og udvikles.  Forskning viser desuden, at det at være en del af fællesskabet på skolen og i klassen er en af forudsætningerne for at lære mere og bedre. Derfor vil vi styrke børn og unges sociale og relationelle kompetencer, så ingen føler sig udenfor eller bliver mobbet.

Vi vil bruge flest mulige ressourcer på at etablere solide, lokale løsninger i stærke fællesskaber, som favner alle vores børn – både dem med og uden behov for særlig støtte.

 

Mål

I 2017 skal 98 % af alle elever svare ja til at være glade for at gå i skole. 90% skal svare, at de er glade for deres skole, deres klasse og at de synes, at de lærer noget. Derudover skal 96 % af alle børn og unge være inkluderet i folkeskolen.

Personlige kompetencer

I løbet af folkeskolen og efterfølgende på ungdomsuddannelsen, er det vigtigt at den unge bevarer sin lyst, nysgerrighed og motivation til fortsat at lære - det kræver nemlig engagement og lyst at yde en arbejdsindsats. Desuden er motivation en afgørende faktor for at begynde på en ungdomsuddannelse.

Derfor skal alle børn og unge have kendskab til deres egne kompetencer. De skal udvikle alle sider af deres personlighed. Det vil sige, at de skal udvikle sig emotionelt, intellektuelt, fysisk, socialt, etisk og æstetisk.

Mål

I 2017 skal elevfraværet være faldet til max. 6,5% og eleverne i folkeskolen skal føle at de i nogen eller høj grad har medbestemmelse i klasseværelset.