Hønsehold

Man må gerne holde høns på sin ejendom, men man skal tage hensyn til sine naboer og tænke på rottesikring


Vi anbefaler at du ved etableringen tænker på dine omgivelser, orienterer dine naboer og følger de gode råd her på siden.

Du skal sørge for at holde hønsegård og hønsehus ren, så der ikke opstår lugtgener, og det er en fordel hvis du placerer din hønsegård tæt ved dig selv, så generer du ikke din nabo.

Regler for hønsehold

Reglerne omfatter hønsehold, beliggende i byzone, i Albertslund Kommune

  • Hønseholdet må højst bestå af 6 høns.
  • Hønseholdet må ikke omfatte haner.
  • Hønseholdet skal etableres med et hønsehus og en indhegnet hønsegård, der sikrer, at hønsene ikke kan færdes udenfor hønsegården.
  • Hønsegården skal overalt placeres minimum 1,0 meter fra naboskel.
  • Hønsehuset skal placeres indenfor hønsegården, fortrinsvis så den vender "ryggen" mod nabo.
  • Hønsehus og hønsegård skal holdes rent, så der ikke opstår uhygiejniske forhold, lugtgener, og så rotter og andre skadedyr ikke tiltrækkes.
  • Gødning fra hønseholdet skal opbevares i lukket beholder eller umiddelbart nedgraves i jorden på et egnet sted, så rotter og andre skadedyr ikke tiltrækkes.
  • De umiddelbare naboer til hønseholdet skal orienteres.

Gode råd

Hønsehold kan give anledning til støj- og lugtgener. Derfor er det rimeligt, at kommende hønseholdsejere altid orienterer naboerne om det påtænkte hønsehold, herunder placeringen af hønsehus og hønsegård. På den måde kan du som kommende hønseholdsejer tage naboerne med på råd om placering, indretning og drift af hønseholdet, og derved bevare det gode naboskab.

Lejere skal i øvrigt altid spørge boligselskabet eller afdelingsbestyrelsen om der må holdes høns i deres område. Der kan være forskellige regler fra boligselskab til boligselskab.

Rottesikring

Hønsefoder, der ligger på jorden og hønseæg er let tilgængelig mad for rotterne. Da hønsegården kan lugtes på lang afstand, kan det udvikle sig til en buffet for rotter. Det er derfor vigtigt at rottesikre sin hønsegård:

  • Rotter kommer let igennem almindeligt hønsenet. Der skal derfor bruges mere fintmasket net, f.eks. volierenet. Maskerne skal være mindre end 2x2 cm.
  • Grav nettet eller nogle eternitplader 60 cm ned i jorden, så ikke rotterne kan grave sig ind i hønsegården.
  • Sørg for at lågen slutter ordentlig til, så ikke rotterne kan kravle ind under eller ved siden af lågen.
  • Får man rotter i sin hønsegård og den ikke er sikret, kan man risikere at få et påbud om sikring af hønsegården. Det kan derfor godt betale sig at rottesikre den fra starten.

Kommunens erfaring med hønsehold

De typiske klager fra borgerne over hønsehold er støjgener fra hanegal og lugtgener fra manglende renholdelse af hønsegård og hønsehus.

Vores erfaring er, at hønseholdet ofte er placeret så langt væk fra hønseholdsejerens bolig som muligt. Det betyder ofte, at der er større gener for naboerne end for hønseholdsejeren, da hønseholdet faktisk er tættere på naboen end ejeren selv. Dette er nok den væsentligste årsag til klagerne. Vores opfordring er at tænke sig om, inden hønseholdet etableres.

Det kan lade sig gøre at følge reglerne, og ikke være til væsentlig gener for omgivelserne. Vi vil altid ved henvendelser opfordre til, at man taler sammen – hønseholdsejer og naboer – om hvordan man får løst et eventuelt problem.

Er der spørgsmål om eller klager over hønsehold, kan du kontakte Miljø & Teknik.