Boliglån

Boliglån kan søges af alle der bor i alment boligbyggeri og ældreboliger


Særligt vedrørende Morbærhaven og Vognporten
I Morbærhaven og Vognporten kan man IKKE søge boliglån. Her skal man betale depositum. Det betyder, at der ikke kan søges boligindskudslån via lov om individuel boligstøtte.

Der henvises til at søge økonomisk hjælp i form af enkeltydelse via Borger & Ydelsescentret. Hvis du på ansøgningstidspunktet ikke er bosiddende i Albertslund kommune, skal du rette henvendelse til din egen kommune for at søge om økonomisk hjælp til depositum.

Kan jeg få lån til beboerindskud?

Du kan søge kommunen om lån til beboerindskud, hvis du flytter i en almen bolig. Det er et krav, at boligen er opført og taget i brug efter den 1. april 1964.

Der kan ydes lån til både lejligheder og enkeltværelser. Du kan ikke søge om lån, hvis du flytter i en almen ungdomsbolig uden selvstændigt køkken.

Kommunen skal som hovedregel yde lån – såkaldt ’pligtlån’ – hvis din husstands indkomst ligger under en bestemt grænse:

  • Hvis du flytter i en lejlighed: Din husstands samlede indkomst ved indflytning må ikke overstige 231.815 kr. (2016) om året. Hvis der er børn i din husstand, forhøjes dette beløb med 40.500 kr. (2016) for hvert barn til og med fire børn.
  • Hvis du flytter i et enkeltværelse: Din husstands samlede indkomst ved indflytningen må ikke overstige 157.021 kr. (2016) om året. Hvis der er børn i din husstand, forhøjes dette beløb med 40.500 kr. (2016) for hvert barn til og med fire børn.

Ud over almene boliger kan der ydes lån til nogle nærmere bestemte boligtyper til ældre og handicappede. Der er endvidere en række særlige regler for bl.a. flygtninge og for unge uddannelsessøgende i almene boliger, der bor i en fælles lejlighed. Kontakt kommunen, hvis du vil vide mere om lån til beboerindskud.

Hvor meget kan jeg få i lån til beboerindskud?

Lånet er til hele beboerindskuddet.

Hvem kan forvente at få afslag på sin ansøgning om lån?

Kommunen kan give afslag på din ansøgning om lån til beboerindskud, selvom din husstands indkomst ligger under grænsen. Det kan ske i forskellige tilfælde:

  • Efter kommunens samlede vurdering har du ikke behov for lånet. Dette vil typisk være tilfældet, hvis du har tilstrækkelig formue til at betale indskuddet, eller hvis din indtægt kun rent midlertidigt ligger under indkomstgrænsen. Et andet eksempel er, hvis du allerede bor i en tilfredsstillende bolig i samme kommune eller byområde.
  • Lejen overstiger halvdelen af din husstandsindkomst.
  • Du har ikke afviklet gæld på et tidligere beboerindskudslån. Det er dog særlige tilfælde, hvor du alligevel ikke skal have afslag, selv om du ikke har afviklet gælden.

Kontakt kommunen, hvis du vil vide mere om afslag på ansøgning om lån.

Hvad er frivillige lån?

Selv om din husstands indkomst er højere end den fastsatte grænse, kan kommunen alligevel yde beboerindskudslån eller garantere for lån. Dette kaldes ’frivillige lån’.

Disse lån kan ydes, uanset hvornår boligen er taget i brug.

Kommunen bestemmer selv, i hvilke tilfælde kommunen vil yde et frivilligt lån.

Hvordan skal jeg betale lånet tilbage?

Lån til beboerindskud bliver udbetalt direkte til boligorganisationen.

Som hovedregel skal du ikke betale renter og afdrag på lånet de første fem år af låneperioden.

Når de første fem år er gået, begynder forrentningen af lånet, og du skal begynde at betale lånet tilbage over en periode. Renten er på nuværende tidspunkt 4,5 pct. af den til enhver tid værende restgæld. Tilbagebetalingsperioden afhænger af, hvilken type bolig du bor i:

  • Hvis du bor i lejlighed, skal du tilbagebetale lånet i løbet af 10 år.
  • Hvis du bor i et enkeltværelse, skal du tilbagebetale lånet i løbet fem år.

Når du flytter fra din bolig, skal boligorganisationen tilbagebetale beboerindskuddet til kommunen, og du skal tilbagebetale en eventuel restgæld til kommunen.

Kontakt kommunen, hvis du vil vide mere om lån til beboerindskud.

Hvis du vil klage

Hvis du ikke er enig i kommunens afgørelse, skal du klage til kommunen inden fire uger. Kommunen skal så genvurdere sin afgørelse inden fire uger, fra de har modtaget din klage.

Hvis kommunen fastholder sin afgørelse, sender kommunen din klage videre til Ankestyrelsen, som tager stilling til afgørelsen.