Hvis du er bekymret for et barn

Du har pligt til at underrette kommunen, hvis du er bekymret for et barn


Vi har allesammen pligt til at underrette kommunen, hvis vi har oplysninger om et barns forhold som giver grund til bekymring.

Det kan være:
•Mistanke om omsorgssvigt som for eksempel misbrugende forældre eller mangler i den basale omsorg (mad, tøj, hygiejne m.v.)
•Mistanke om overgreb som f.eks. fysisk eller psykisk vold eller seksuelle krænkelser
•Mistanke om andre ting der gør dig bekymret for, om barnets forhold er i orden

I Albertslund er det Familieafsnittet, der behandler underretningerne. Hvis du underretter anonymt, hører du ikke mere fra os. I alle andre tilfælde sender vi en skriftlig kvittering for modtagelsen.

Vi undersøger naturligvis de forhold, der underrettes om, og tilbyder hjælp til barnet og familien, hvis vi vurderer, at der er behov for det.

Der er forskel på, om du underretter som offentlig ansat eller som borger:

  • Offentlig ansatte, som for eksempel lærere, dagplejere, pædagoger, sundhedsplejersker og læger, har skærpet underretningspligt og kan ikke være anonyme. Underretninger fra professionelle samarbejdspartnere bør desuden altid være skriftlige.
    Disse har i modsætning til andre underretter mulighed for, at anmode om en generel orientering om underretningens behandling.
  • Borgere i øvrigt kan underrette skriftligt, telefonisk eller ved personligt fremmøde. Du har som almindelig borger mulighed for at underrette anonymt. Ønsker du at være anonym skal du aldrig oplyse navn, telefonnummer eller andre personlige data. Har du gjort det, kan du ikke være anonym.

Familieafsnittet har åbent: mandag til onsdag kl. 8.30 til kl. 15.00, torsdag kl. 8.30 til kl. 17.30 og fredag kl. 8.30 til 14.30. 

Uden for åbningstid

Du kan underrette akut uden for Familieafsnittets telefontid til Vestegnens Politi på 4386 1448. Politiet kontakter så den medarbejder i Familieafsnittet, der er på døgnvagt. Det kan for eksempel være i tilfælde, hvor et barn er udsat for vold eller andre former for overgreb.

Alle har underretningspligt

Alle, der får kendskab til, at et barn udsættes for vanrøgt eller nedværdigende behandling, har ifølge loven pligt til at underrette kommunen. Det samme gælder hvis barnet lever under forhold, der kan bringe dets sundhed eller udvikling i fare.

Når du underretter kommunen om et konkret barn eller en ung, skal kommunen inden for seks hverdage sende en kvittering på underretningen.

Som underretter bliver du ikke part i sagen. Du får derfor ikke efterfølgende oplysninger om, hvilken hjælp eller støtte, kommunen vælger at give barnet.

Offentligt ansatte og personer, der udøver offentligt hverv, har en skærpet pligt til at underrette de sociale myndigheder, hvis de får kendskab til bekymrende forhold. Fagpersonen får som udgangspunkt en orientering om, hvorvidt underretningen har ført til opfølgende undersøgelser eller foranstaltninger.

Underretningens form

Du kan kontakte kommunen på den måde du vil.

Du kan:

  • gøre det digitalt
  • udfylde en blanket
  • skrive et brev eller en e-mail
  • ringe
  • møde frem osv.

Underretningen kan også ske anonymt, hvis du ønsker det.

Kommunen skal undersøge forholdene

Når kommunen modtager en underretning, har den pligt til at vurdere, om der er grundlag for at undersøge barnets forhold.

Inden for 24 timer skal kommunen vurdere, om der er behov for at iværksætte akutte foranstaltninger over for barnet eller den unge.

I sager om overgreb mod børn og unge kan myndighederne udveksle oplysninger mellem kommune, politi og anklagemyndighed samt mellem de involverede myndigheder, hvor et børnehus benyttes.

Ankestyrelsen kan også handle

Hvis du ikke oplever, at kommunen handler tilstrækkelig hurtigt og alvorligt på baggrund af din underretning, kan du underrette Ankestyrelsen om din bekymring. På Social-, Børne- og Integrationsministeriets hjemmeside kan du læse mere om underretningspligten.

Rådgivning om underretning

Er du i tvivl om et barns trivsel, kan du ringe og få rådgivning hos ForældreTelefonen hos Børns Vilkår. Den gratis rådgivning er en anonym service for forældre, bedsteforældre, venner, naboer og andre i barnets eller den unges netværk.